XXI. Om hjertets anger

1. Vil du gå noget frem, så bevar dig i Guds frygt og vær ikke alt for fri. Hold alle dine sanser i tugt, og giv dig ikke hen til tåbelig lystighed. Giv dig hen til hjertets anger, så vil du finde andagt. Anger åbner for meget godt, som løssluppenhed plejer hurtigt at miste. Det er forunderligt, at et menneske nogen sinde kan glæde sig fuldt ud i dette liv, når han betænker og overvejer sin landflygtighed og de mange farer for sin sjæl.

2. Fordi vores hjerte er letsindigt, og vi forsømmer vores fejl, mærker vi ikke vores sjæls smerte, men ler ofte tomt, når vi med god grund burde græde. Der er ingen sand frihed og ingen god glæde uden i gudsfrygt med en god samvittighed. Lykkelig er den, der kan kaste alt det fra sig, der adspreder og hindrer, og samle sig helt i hellig anger. Lykkelig er den, der skiller sig af med alt, hvad der kan plette eller tynge hans samvittighed. Kæmp som en mand! Vane overvindes af vane. Kan du lade menneskene være, så vil de også gerne lade dig være i fred til at gøre dit eget arbejde.

3. Drag ikke andres sager til dig, og bland dig ikke i de stores anliggender. Hav altid først øje på dig selv, og forman dig selv frem for alle, du holder af. Har du ikke menneskers gunst, så vær ikke bedrøvet over det, men lad det tynge dig, at du ikke fører dig så godt og varsomt, som det sømmer sig for en Guds tjener og en from ordensbroder. Det er ofte nyttigere og tryggere, at et menneske ikke har megen trøst i dette liv, især ikke efter kødet. Men at vi ikke har den guddommelige trøst eller sjældent mærker den, er vores egen skyld, fordi vi ikke søger hjertets anger og ikke kaster den forfængelige og ydre trøst fra os. Luthersk note: Thomas gør her den guddommelige trøst afhængig af vores egen anger og flid. Luthersk lære siger, at angeren ikke fortjener trøsten; trøsten er evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, som gribes i troen, også når følelsen udebliver (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,3).

4. Kend dig selv uværdig til guddommelig trøst og snarere værdig til megen trængsel. Når et menneske har fuldkommen anger, er hele verden tung og bitter for ham. Et godt menneske finder grund nok til sorg og gråd: Hvad enten han betragter sig selv eller tænker på sin næste, ved han, at ingen lever her uden trængsel; og jo strengere han ser på sig selv, jo mere sørger han. Grunden til retfærdig sorg og indre anger er vores synder og laster, som vi ligger så indviklet i, at vi kun sjældent formår at betragte det himmelske.

5. Tænkte du oftere på din død end på et langt liv, ville du uden tvivl forbedre dig med større iver. Og overvejede du af hjertet de pinsler, der venter i helvede eller i skærsilden, så tror jeg, at du gerne ville bære smerte og møje og ikke frygte nogen strenghed. Luthersk note: Thomas forudsætter her den middelalderlige lære om skærsilden. Den lutherske kirke afviser den, fordi Skriften ikke lærer den, og fordi den gør Kristi fyldestgørelse ufuldstændig; den, der dør i troen på Kristus, går ind til hvile hos ham (Luk 23,43; Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Men fordi dette ikke når til hjertet og vi endnu elsker det, der smigrer os, forbliver vi kolde og meget dorske. Ofte er det åndelig fattigdom, der gør, at det elendige legeme så let klager. Bed derfor ydmygt Herren om, at han vil give dig angerens ånd, og sig med profeten: «Bespis mig, Herre, med tårers brød, og giv mig tårer at drikke i fuldt mål» (Sl 80,6).