XXII. Om menneskets elendige kår

1. Elendig er du, hvor du end er, og hvorhen du end vender dig, hvis du ikke vender dig til Gud. Hvorfor bliver du urolig over, at det ikke går dig, som du vil og ønsker? Hvem har alt efter sin vilje? Hverken jeg eller du eller noget menneske på jorden. Ingen i verden er uden trængsel eller angst, om han så er konge eller pave. Hvem har det da bedst? Den, der formår at lide noget for Guds skyld.

2. Mange svage og skrøbelige siger: «Se, hvor godt et liv det menneske har, hvor rig og stor han er, hvor mægtig og ophøjet!» Men se hen til de himmelske goder, så vil du se, at alt dette timelige er intet, ja, at det er usikkert og meget tyngende, for det ejes aldrig uden bekymring og frygt. Menneskets lykke består ikke i at have timelige goder i overflod; det har nok i det jævne. Sandelig, det er en elendighed at leve på jorden. Jo mere åndeligt et menneske vil være, jo bitrere bliver det nærværende liv for ham, fordi han bedre mærker og tydeligere ser den menneskelige fordærvelses brøst. For at spise, drikke, våge, sove, hvile, arbejde og være underlagt naturens øvrige fornødenheder er i sandhed en stor elendighed og en plage for et fromt menneske, som gerne ville være løst og fri fra al synd.

3. Det indre menneske tynges nemlig hårdt af legemets fornødenheder i denne verden. Derfor beder profeten inderligt om at blive fri for dem og siger: «Fri mig, Herre, fra mine fornødenheder» (Sl 25,17). Men ve dem, der ikke kender deres egen elendighed, og større ve dem, der elsker dette elendige og forkrænkelige liv. For nogle klynger sig så meget til det – skønt de knap nok har det nødvendige ved at arbejde eller tigge – at de, hvis de kunne leve her altid, slet ikke ville bryde sig om Guds rige.

4. Åh, de tåber og vantro i hjertet, som ligger så dybt nede i det jordiske, at de ikke har smag for andet end det kødelige! De elendige vil til sidst smerteligt mærke, hvor ringe og intet det var, som de elskede. Men Guds hellige og alle Kristi fromme venner gav ikke agt på det, der behagede kødet, eller på det, der blomstrede i denne tid; nej, hele deres håb og stræben sukkede efter de evige goder. Hele deres længsel drog mod det blivende og usynlige, for at kærligheden til det synlige ikke skulle drage dem ned til det lave.

5. Mist ikke, broder, tilliden til at gå frem i det åndelige. Endnu har du tid og time; hvorfor vil du udsætte dit forsæt? Rejs dig, begynd i dette øjeblik og sig: «Nu er tiden til at handle, nu er tiden til at kæmpe, nu er den rette tid til at forbedre sig.» Når du har det ondt og er i trængsel, er det tiden til at gøre sig fortjent. Luthersk note: Thomas forudsætter, at man ved at lide tålmodigt fortjener noget hos Gud (latin promerendi). Efter luthersk lære er lidelse og tålmodighed ingen fortjeneste, men det kors, som Gud lægger på sine børn for at tugte og prøve troen; nåden og det evige liv er givet for Kristi skyld alene (Rom 5,3–5; CA XX; Apologien IV). Du må gå gennem ild og vand, før du kommer ud til lindring. Gør du ikke dig selv vold, overvinder du ikke lasten. Så længe vi bærer på dette skrøbelige legeme, kan vi ikke være uden synd og ikke leve uden lede og smerte. Gerne ville vi have ro fra al elendighed; men fordi vi ved synden har mistet uskylden, har vi også mistet den sande salighed. Derfor må vi holde fast ved tålmodigheden og vente på Guds barmhjertighed, indtil uretten går over og det dødelige bliver opslugt af livet.

6. Åh, hvor stor er den menneskelige skrøbelighed, som altid er tilbøjelig til lasterne! I dag bekender du dine synder, og i morgen gør du igen det, du bekendte. Nu sætter du dig for at tage dig i agt, og en time efter bærer du dig ad, som om du intet havde sat dig for. Med god grund kan vi derfor ydmyge os selv og aldrig tænke stort om os selv, for vi er så skrøbelige og ustadige. Hurtigt kan det også gå tabt ved forsømmelighed, som man med megen møje og knap nok har vundet ved nåden.

7. Hvad skal det til sidst blive til med os, når vi bliver lunkne så tidligt? Ve os, hvis vi allerede vil lægge os til ro, som om der var fred og tryghed, når der endnu ikke ses spor af sand hellighed i vores levned! Vi havde god brug for endnu en gang at blive oplært som gode novicer i den bedste levevis, om der måske kunne være håb om fremtidig forbedring og større åndelig fremgang.