XXIII. Om at betragte døden

1. Meget snart er det forbi med dig her; se derfor til, hvordan det så skal stå til med dig. I dag er mennesket her, og i morgen er det borte. Og når det først er taget bort fra øjnene, glider det også hurtigt ud af sindet. Åh, hvor sløvt og hårdt menneskets hjerte er, at det kun tænker på det nærværende og ikke hellere ser frem mod det kommende! Sådan burde du forholde dig i al din gerning og alle dine tanker, som om du skulle dø med det samme. Havde du en god samvittighed, ville du ikke frygte døden meget. Det var bedre at vogte sig for synden end at flygte fra døden. Er du ikke rede i dag, hvordan skal du så være det i morgen? I morgen er en uvis dag, og hvad ved du om, at du får en morgendag?

2. Hvad hjælper det at leve længe, når vi bliver så lidt bedre? Ak, et langt liv gør ikke altid et menneske bedre, men øger ofte skylden. Gid vi blot én dag havde levet ret i denne verden! Mange tæller årene fra deres omvendelse, men ofte er frugten af forbedringen ringe. Er det forfærdeligt at dø, så er det måske endnu farligere at leve længe. Salig den, der altid har sin dødstime for øje og hver dag gør sig rede til at dø. Har du set et menneske dø, så tænk på, at du skal gå samme vej.

3. Når det er morgen, så regn ikke med, at du når til aften. Og når aftenen er kommet, så vov ikke at love dig selv morgenen. Vær derfor altid rede, og lev sådan, at døden aldrig finder dig uforberedt. Mange dør brat og uventet. For «Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker» (Matt 24,44). Når den sidste time kommer, vil du begynde at se ganske anderledes på hele dit forløbne liv og bittert fortryde, at du var så forsømmelig og lunken.

4. Hvor lykkelig og klog er den, der nu stræber efter at være i livet sådan, som han ønsker at findes i døden! Fuldkommen foragt for verden, brændende længsel efter at gå frem i dyderne, kærlighed til tugt, bodens møje, villig lydighed, selvfornægtelse og tålmodighed i enhver modgang for Kristi kærligheds skyld giver nemlig stor tillid i dødsstunden. Luthersk note: Thomas forudsætter her, at tilliden i dødsstunden hviler på egne dyder, lydighed og «bodens møje». Efter luthersk lære hviler tilliden i døden alene på Kristus og hans løfte, som gribes ved troen; gode gerninger er troens frugter, men ikke grunden til vores trøst over for Gud (CA IV og XX; De Schmalkaldiske Artikler III,3). Meget godt kan du gøre, mens du er rask; men når du bliver syg, ved jeg ikke, hvad du kan. Få bliver bedre af sygdom; sådan bliver også de, der rejser meget omkring, sjældent hellige.

5. Sæt ikke din lid til venner og naboer, og udskyd ikke din frelse til fremtiden, for menneskene glemmer dig hurtigere, end du tror. Det er bedre nu i tide at sørge for sig og sende noget godt i forvejen end at håbe på andres hjælp. Luthersk note: Tanken om at «sende noget godt i forvejen» forudsætter, at gode gerninger samles som en forudbetaling for frelsen; efter luthersk lære er frelsen en gave for Kristi skyld (CA VI). Er du ikke bekymret for dig selv nu, hvem skal så være bekymret for dig siden? Nu er tiden meget kostbar: «Se, nu er det en gunstig tid, se, nu er det frelsens dag» (2 Kor 6,2). Men ak, hvor unyttigt du bruger den tid, hvor du kan fortjene det, du skal leve af evigt. Luthersk note: «Fortjene» (promereri) hører til den middelalderlige lære om fortjeneste. Efter luthersk lære er det evige liv Guds gave for Kristi skyld, som modtages ved troen; de gode gerninger følger troen og belønnes af nåde, men fortjener ikke frelsen (Rom 6,23; CA IV og VI; Apologien IV og V). Den tid kommer, da du vil længes efter én dag eller én time til at bedre dig, og jeg ved ikke, om du vil få den.

6. Åh, kære ven, fra hvor stor en fare kunne du ikke befri dig, og fra hvor stor en frygt kunne du ikke rive dig løs, hvis du blot altid var gudfrygtig og havde døden for øje! Stræb nu efter at leve sådan, at du i dødsstunden hellere kan glæde dig end frygte. Lær nu at dø fra verden, så du da kan begynde at leve med Kristus. Lær nu at foragte alt, så du da frit kan gå til Kristus. Tugt nu dit legeme ved bod, så du da kan have en sikker tillid. Luthersk note: Igen bygges tilliden i døden på egen bod; Skriften og bekendelsen grunder den sikre tillid på Kristi forsoning, og boden er anger og tro på syndernes forladelse (CA XII).

7. Ak, du tåbe, hvorfor tænker du, at du skal leve længe, når du ikke er sikker på en eneste dag? Hvor mange er ikke blevet narret og uventet revet ud af legemet! Hvor ofte har du ikke hørt folk fortælle: Den ene faldt for sværdet, den anden druknede, en tredje faldt ned fra en højde og brækkede nakken, en stivnede, mens han spiste, en anden fik sin ende under leg; en omkom ved ild, en anden ved sværd, en ved pest, en anden for røveres hånd. Og sådan er døden alles ende, og menneskenes liv farer hurtigt forbi som en skygge.

8. Hvem vil huske dig efter din død, og hvem vil bede for dig? Luthersk note: Thomas forudsætter forbøn for de døde, der hænger sammen med læren om skærsilden og sjælemesserne. Luthersk lære afviser, at de dødes skæbne kan ændres ved de levendes bønner og messer, for Skriften lærer det ikke, og Kristus alene har gjort fyldest for synden (De Schmalkaldiske Artikler II,2; Apologien XXIV). Gør, gør nu, kære ven, alt, hvad du kan gøre for dig selv, for du ved ikke, hvornår du skal dø. Luthersk note: At mennesket skal gøre alt, hvad det selv kan, for sin frelse, forudsætter, at frelsen afhænger af egen indsats; luthersk lære siger, at frelsen er Guds værk ved Ordet og troen, og at mennesket ikke af egen kraft kan bidrage til den (CA XVIII; Konkordieformlen II). Du ved heller ikke, hvad der venter dig efter døden. Mens du har tid, så saml dig uforgængelig rigdom. Tænk ikke på andet end din frelse. Bekymr dig kun om det, der hører Gud til. Skaf dig nu venner ved at ære de hellige og efterligne deres gerninger, så de, når det er forbi med dig i dette liv, kan tage imod dig i de evige boliger (Luk 16,9). Luthersk note: Thomas forudsætter her helgendyrkelse og helgenernes hjælp til at blive modtaget i himlen. Den lutherske kirke ærer helgenerne ved at takke Gud for dem og efterligne deres tro og gode gerninger, men lærer ikke at påkalde dem eller stole på deres fortjeneste, for Skriften stiller Kristus frem som den eneste mellemmand (1 Tim 2,5; CA XXI; Apologien XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2). I Luk 16,9 er «vennerne» dem, man har gjort godt mod, ikke helgener, man ærer.

9. Hold dig som en fremmed og gæst på jorden, som verdens sager ikke kommer ved. Hold dit hjerte frit og løftet op mod Gud, for «du har ikke her en by, der består» (Hebr 13,14). Derop skal du hver dag sende dine suk og bønner med tårer, så din ånd efter døden må blive værdig til lykkeligt at gå over til Herren. Luthersk note: «Blive værdig» gengiver mereatur, «fortjene»; efter luthersk lære bliver vi ikke værdige til himlen ved bønner og tårer, men er det for Kristi skyld ved troen (CA IV).