XXIV. Om dommen og syndernes straffe

1. Se i alle ting på enden, og på hvordan du skal stå for den strenge dommer, for hvem intet er skjult, som ikke lader sig formilde af gaver og ikke tager imod undskyldninger, men som dømmer, hvad der er ret. Åh, du elendige og uforstandige menneske, du, som undertiden frygter en vred mands ansigt, hvad vil du svare Gud, som kender alt dit onde? Hvorfor sørger du ikke for dig selv til dommens dag, når ingen kan undskyldes eller forsvares af en anden, men enhver skal have nok i at bære sin egen byrde? Nu er din møje frugtbar, din gråd velbehagelig, dit suk bliver hørt, og din smerte gør fyldest og renser. Luthersk note: Thomas forudsætter læren om fyldestgørelse: at angerens smerte og bodens møje betaler for syndens straf og renser sjælen. Efter luthersk lære har Kristus alene gjort fyldest for alle vores synder, og hans blod renser os (1 Joh 1,7); anger og bod fortjener ikke tilgivelse og gør ikke fyldest for straffen (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,3).

2. Et tålmodigt menneske har en stor og sund skærsild: den, der, når han lider uret, sørger mere over den andens ondskab end over sin egen krænkelse; som gerne beder for dem, der står ham imod, og af hjertet tilgiver deres skyld; som ikke tøver med selv at bede andre om tilgivelse; som lettere forbarmer sig end bliver vred; som ofte gør vold på sig selv og af al magt søger at lægge kødet under ånden. Luthersk note: At tålmodig lidelse er «en sund skærsild», forudsætter den middelalderlige lære om skærsilden, hvor sjælene efter døden skal lide straf og gøre fyldest for deres synder, og hvor lidelse her kan afkorte den straf. Den lutherske kirke afviser skærsilden, fordi Skriften ikke lærer den, og fordi Kristus alene har gjort fyldest for vores synder; lidelse er Guds opdragelse af sine børn, ikke betaling for synd (Hebr 12,5–11; Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Det er bedre nu at rense sig for synderne og skære lasterne bort end at gemme dem til at blive renset i fremtiden. Luthersk note: Også her og i resten af kapitlet forudsættes skærsilden, hvor synder skal renses efter døden (De Schmalkaldiske Artikler II,2). Sandelig, vi bedrager os selv ved den uordnede kærlighed, vi har til kødet.

3. Hvad andet skal den ild fortære end dine synder? Jo mere du nu skåner dig selv og følger kødet, desto hårdere skal du siden bøde, og desto mere brændsel gemmer du til ilden. Luthersk note: Ilden, der «fortærer synderne», og tanken om siden at «bøde» for dem er skærsildens ild; Skriften kender dommens ild over de ubodfærdige, men ingen ild, der renser de troende, hvis synder er tilgivet for Kristi skyld (Rom 8,1; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Netop i det, hvori et menneske har syndet, skal det straffes hårdest. Dér skal de dorske drives frem med glødende pigge, og frådserne pines af umådelig sult og tørst. Dér skal de utugtige og de, der elsker vellyst, overøses med brændende beg og stinkende svovl, og de misundelige skal hyle af smerte som rasende hunde.

4. Der skal ikke være nogen last, som ikke får sin egen pine. Dér skal de hovmodige fyldes af al skam, og de gerrige trænges af den usleste nød. Dér skal én time i pinen være tungere end hundrede år her i den bitreste bod. Luthersk note: Sammenligningen forudsætter, at bod her kan træde i stedet for straf siden; efter luthersk lære er straffen for synden båret af Kristus, ikke afsonet ved vores bod (De Schmalkaldiske Artikler III,3). Dér er ingen hvile, ingen trøst for de fordømte; her får man dog undertiden hvile fra møjen og nyder trøst af venner. Vær nu bekymret og bedrøvet over dine synder, så du på dommens dag kan være tryg sammen med de salige. Luthersk note: Tryghed på dommens dag grundes her på sorgen over synden; efter luthersk lære hører anger med til boden, men trygheden hviler på troen på syndernes forladelse for Kristi skyld (CA XII). For da skal «de retfærdige stå med stor frimodighed over for dem, der trængte og undertrykte dem» (Visd 5,1). Da skal den stå op for at dømme, som nu ydmygt underkaster sig menneskers domme. Da skal den fattige og ydmyge have stor tillid, og den hovmodige skal gribes af rædsel på alle sider.

5. Da skal det ses, at den var vis i denne verden, som for Kristi skyld lærte at være en tåbe og foragtet. Da skal al trængsel, der er tålmodigt båret, glæde, og «al uretfærdighed skal lukke sin mund» (Sl 107,42). Da skal enhver from glæde sig, og enhver ugudelig sørge. Da skal det plagede kød fryde sig mere, end hvis det altid var blevet næret i overflod. Da skal den ringe dragt stråle, og den fine klædning formørkes. Da skal den fattige hytte roses mere end det forgyldte palads. Da skal standhaftig tålmodighed hjælpe mere end al verdens magt. Da skal enfoldig lydighed ophøjes mere end al verdslig snilde.

6. Da skal en ren, enfoldig og god samvittighed glæde mere end lærd filosofi. Da skal foragt for rigdom veje tungere end alle jordboernes skatte. Da skal du finde mere trøst i en from bøn end i et lækkert måltid. Da skal du hellere glæde dig over den tavshed, du har holdt, end over lang snak. Da skal hellige gerninger gælde mere end mange smukke ord. Da skal et strengt liv og en hård bod gælde mere end al jordisk fryd. Luthersk note: Thomas forudsætter, at et strengt, klosterligt liv og hård bod er en helligere og mere fortjenstfuld vej, der vejer tungt i dommen. Efter luthersk lære dømmes vi efter gerningerne som troens frugter og vidnesbyrd, men frikendes for Kristi skyld; klosterlivets strenghed er ikke en højere stand, der fortjener mere hos Gud (Matt 25,31–46; CA XX og XXVII). Lær nu at lide lidt, så du da kan blive fri for det, der er tungere. Prøv først her, hvad du kan udholde siden. Luthersk note: At lide lidt nu for at slippe for tungere straf siden, forudsætter igen, at timelig lidelse afsoner straffen i skærsilden (Apologien XII). Kan du nu ikke tåle så lidt, hvordan vil du da kunne bære de evige pinsler? Gør en lille lidelse dig nu så utålmodig, hvad vil helvede da gøre? Se, i sandhed kan du ikke have to glæder: at fryde dig her i verden og siden at regere med Kristus.

7. Havde du indtil denne dag altid levet i ære og vellyst, hvad ville det alt sammen have hjulpet dig, hvis du nu i dette øjeblik skulle dø? Alt er derfor forfængelighed undtagen at elske Gud og tjene ham alene. For den, der elsker Gud af hele sit hjerte, frygter hverken døden eller straffen, hverken dommen eller helvede, for den fuldkomne kærlighed giver sikker adgang til Gud. Luthersk note: Thomas grunder her adgangen til Gud på menneskets egen fuldkomne kærlighed. Efter luthersk lære har vi adgang til Gud ved troen på Kristus (Rom 5,1–2; Ef 3,12); kærligheden er troens frugt og aldrig fuldkommen i dette liv, så den kan ikke være grunden til vores frimodighed (Apologien IV). Men den, der stadig har lyst til at synde, er det ikke underligt, om han frygter døden og dommen. Dog er det godt, at frygten for helvede i det mindste holder dig tilbage, hvis kærligheden endnu ikke kalder dig bort fra det onde. Men den, der skyder gudsfrygten til side, kan ikke længe blive stående i det gode, men falder hurtigt i Djævelens snarer.