XXV. Om ivrig forbedring af hele livet

1. Vær årvågen og flittig i Guds tjeneste, og tænk ofte på, hvorfor du er kommet hertil, og hvorfor du har forladt verden. Luthersk note: Thomas skriver til klosterfolk og forudsætter, at klosterlivet med dets løfter er at «forlade verden» og en højere stand for at leve for Gud. Efter luthersk lære er klosterløfter ikke en mere fortjenstfuld eller helligere vej; alle kristne lever for Gud i det kald, Gud har givet dem (CA XXVII; Apologien XXVII). Var det ikke for at leve for Gud og blive et åndeligt menneske? Brænd derfor af iver efter at gå frem, for snart skal du få lønnen for din møje, og da skal der ikke mere være frygt eller smerte inden for dine grænser. Nu skal du arbejde lidt, og du skal finde stor hvile, ja, evig glæde. Bliver du ved med at være tro og ivrig i din gerning, så vil Gud uden tvivl være tro og rig, når han lønner. Luthersk note: Skriften taler om, at Gud lønner (Matt 5,12; 1 Kor 3,8), men lønnen er en nådeløn, som Gud af godhed har lovet de troendes gerninger, ikke noget, gerningerne fortjener; det evige liv selv er en gave for Kristi skyld (Apologien IV og V). Du skal bevare et godt håb om, at du når frem til sejrsprisen, men du må ikke føle dig sikker, så du bliver sløv eller hovmodig. Luthersk note: Thomas advarer med rette mod kødelig sikkerhed, men forudsætter, at uvished om nåden er en dyd. Efter luthersk lære må og skal den troende være vis på Guds nåde, fordi den hviler på Guds løfte og ikke på vores egen værdighed (Rom 8,38–39; Apologien IV; Konkordieformlen XI).

2. For der var engang en, som i ængstelse ofte vaklede mellem frygt og håb. En dag kastede han sig, nedtrykt af sorg, ned i bøn foran et alter i en kirke og tænkte ved sig selv: «Åh, gid jeg vidste, at jeg ville holde ud!» Straks hørte han indeni sig Guds svar: «Hvad ville du gøre, hvis du vidste det? Gør nu det, du så ville gøre, og du skal være ganske tryg.» Luthersk note: Trygheden for at holde ud grundes her på egen fortsat lydighed; efter luthersk lære hviler vissheden om at blive bevaret på Guds trofasthed og løfte (Fil 1,6; Konkordieformlen XI). Straks blev han trøstet og styrket, overgav sig til Guds vilje, og den ængstelige vaklen holdt op. Han ville ikke mere nysgerrigt grunde over, hvad der skulle ske med ham, men stræbte hellere efter at finde ud af, hvad der var Guds velbehagelige og fuldkomne vilje, når han skulle begynde og fuldføre enhver gerning.

3. «Håb på Herren, og gør det gode,» siger profeten, «og bo i landet, så skal du mættes af dets rigdom» (Sl 37,3). Én ting er det, som holder mange tilbage fra at gå frem og ivrigt forbedre sig: rædsel for det svære eller kampens møje. Frem for alle andre går de frem i dyderne, som stræber efter at overvinde det, der er tungest og mest imod dem. For dér går et menneske mest frem og fortjener større nåde, hvor han mest overvinder sig selv og døder sig selv i ånden. Luthersk note: At mennesket ved selvovervindelse «fortjener større nåde» (gratiam meretur), hører til den middelalderlige lære om fortjeneste, hvor nåden er en kraft, der vokser ved gode gerninger. Efter luthersk lære er nåden Guds ufortjente gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld; den kan ikke fortjenes, men den troende vokser i helliggørelsen ved Helligåndens gerning (CA IV og XX; Apologien IV).

4. Men ikke alle har lige meget at overvinde og at dø fra. Den, der ivrigt stræber, vil dog have mere kraft til at gå frem, selv om han har flere lidenskaber, end en anden, der har et godt sind, men er mindre brændende efter dyderne. To ting hjælper især til en stor forbedring: med magt at rive sig løs fra det, som naturen i sin syndighed hælder til, og brændende at arbejde for det gode, som man mest trænger til. Stræb også især efter at vogte dig for og overvinde det, der oftest mishager dig hos andre.

5. Overalt skal du hente fremgang for dig selv: ser eller hører du gode eksempler, så lad dig opflamme til at efterligne dem. Men ser du noget, som er dadelværdigt, så vogt dig for at gøre det samme, eller har du engang gjort det, så stræb efter hurtigt at rette dig. Som dit øje betragter andre, sådan bliver du også selv iagttaget af andre. Hvor glædeligt og sødt er det at se brændende og fromme brødre, der har gode sæder og holder tugt! Hvor sørgeligt og tungt er det at se nogen vandre uordnet og ikke øve det, de er kaldet til! Hvor skadeligt er det at forsømme sit kalds forsæt og vende sindet mod det, man ikke har fået betroet! Luthersk note: «Kald» betyder her klosterkaldet og ordenens løfte; efter luthersk lære har enhver kristen et kald fra Gud i sin stand (CA XVI og XXVII).

6. Husk det forsæt, du har taget på dig, og sæt dig billedet af den Korsfæstede for øje. Du har god grund til at skamme dig, når du ser på Jesu Kristi liv, fordi du endnu ikke har stræbt mere efter at blive ham lig, skønt du længe har været på Guds vej. Den ordensbroder, der ivrigt og fromt øver sig i Herrens allerhelligste liv og lidelse, vil dér i overflod finde alt, hvad der er nyttigt og nødvendigt for ham. Han behøver ikke at søge noget bedre uden for Jesus. Åh, hvis den korsfæstede Jesus kom ind i vores hjerte, hvor hurtigt og hvor fuldt ville vi da være oplærte! Den ivrige ordensbroder bærer og tager godt imod alt, hvad der bliver pålagt ham.

7. Den forsømmelige og lunkne ordensbroder har trængsel på trængsel og lider nød fra alle sider, for han mangler den indre trøst og får ikke lov at søge den ydre. Den ordensbroder, der lever uden for tugten, står i fare for et svært fald. Den, der søger det lettere og mere slappe, vil altid være i nød, for det ene eller det andet vil mishage ham.

8. Hvordan bærer så mange andre ordensfolk sig ad, de, som er strengt bundne under klostrets tugt? De går sjældent ud, lever afsondret, spiser yderst fattigt, går i grove klæder, arbejder meget, taler lidt, våger længe, står tidligt op, forlænger deres bønner, læser ofte og vogter sig selv i al tugt. Se på karteuserne og benediktinerne og cistercienserne og på munkene og nonnerne af de forskellige ordener, hvordan de hver nat står op for at synge salmer for Gud. Derfor ville det være en skam, om du skulle døse og være doven i så helligt et værk, hvor så stor en skare af ordensfolk begynder at juble for Gud. Luthersk note: Klosterreglens nattebønner og strenge levevis kaldes her «så helligt et værk»; luthersk lære anerkender bøn og tugt, men afviser, at klosterlivet er en helligere og mere fortjenstfuld stand end andre kristnes (CA XXVII).

9. Åh, gid vi ikke havde andet at gøre end at prise Herren, vores Gud, af hele vores hjerte og med vores mund! Åh, gid du aldrig behøvede at spise eller drikke eller sove, men altid kunne prise Gud og alene hellige dig åndelige sysler; så ville du være langt lykkeligere end nu, hvor du af den ene eller anden nødvendighed må tjene kødet. Gid disse nødvendigheder ikke var, men kun sjælens åndelige vederkvægelse, som vi, ak, smager alt for sjældent!

10. Når et menneske er nået dertil, at han ikke søger trøst hos nogen skabning, da får han først fuldt ud smag for Gud; da vil han også være vel tilfreds med alt, hvad der sker; da vil han hverken glæde sig over meget eller bedrøves over lidt, men overgiver sig helt og fuldt og med tillid til Gud, som er alt i alle for ham, for hvem intet går til grunde eller dør, men for hvem alt lever, og som alt tjener uden tøven på hans vink.

11. Husk altid enden, og at den tabte tid ikke kommer igen. Uden omhu og flid vinder du aldrig dyderne. Begynder du at blive lunken, begynder det at gå dig ilde. Men giver du dig hen til iveren, vil du finde stor fred og mærke, at møjen bliver lettere på grund af Guds nåde og kærligheden til dyden. Et brændende og flittigt menneske er rede til alt. Det er større møje at stå imod laster og lidenskaber end at slide i legemligt arbejde. Den, der ikke undgår små fejl, glider lidt efter lidt ud i større. Du skal altid glæde dig om aftenen, hvis du har brugt dagen frugtbart. Våg altid over dig selv, væk dig selv, forman dig selv, og hvordan det end går med andre, så forsøm ikke dig selv. Så meget går du frem, som du gør vold på dig selv. Amen.