I. Om det indre liv

1. «Guds rige er inden i jer» (Luk 17,21), siger Herren. Vend dig af hele dit hjerte til Herren, og forlad denne elendige verden, så skal din sjæl finde hvile. Lær at foragte det ydre og give dig hen til det indre, så skal du se Guds rige komme inden i dig. For Guds rige er fred og glæde i Helligånden, og det gives ikke til de ugudelige. Kristus vil komme til dig og vise dig sin trøst, hvis du gør en værdig bolig rede for ham i dit indre. Luthersk note: Thomas forudsætter her, at mennesket selv skal berede sig og gøre sig værdigt, før Kristus og hans rige kommer til det. Efter Skriften kommer Guds rige, når Faderen giver os sin Helligånd ved Ordet, så vi tror, og Kristus tager bolig i hjertet ved troen (Ef 3,17), ikke fordi vi har gjort os værdige (Den Lille Katekismus, 2. bøn og 3. trosartikel; Konkordieformlen, Solida Declaratio II). Al hans herlighed og skønhed er indefra, og dér har han sin glæde. Ofte kommer han på besøg hos det indre menneske: en sød samtale, en kærkommen trøst, megen fred, et fortroligt venskab, der er overmåde forunderligt.

2. Kom da, du troende sjæl, gør dit hjerte rede for denne brudgom, så han vil komme til dig og tage bolig i dig. Luthersk note: Også her gælder det, at Helligånden bereder hjertet ved Ordet; vi kan ikke selv gøre os modtagelige for Kristus (Konkordieformlen, Solida Declaratio II). For sådan siger han: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham» (Joh 14,23). Giv derfor Kristus plads, og nægt alt andet adgang. Når du har Kristus, er du rig, og han er dig nok. Han vil sørge for dig og være din trofaste forvalter i alle ting, så du ikke behøver at sætte dit håb til mennesker. For mennesker forandrer sig hurtigt og svigter i en fart, men Kristus bliver til evig tid og står fast ved din side til enden.

3. Sæt ikke stor lid til et skrøbeligt og dødeligt menneske, selv om det er nyttigt og kært, og bliv heller ikke meget bedrøvet, hvis det af og til står dig imod og siger dig imod. De, der i dag er med dig, kan i morgen være imod dig, og omvendt vender de sig ofte som vinden. Sæt hele din lid til Herren, og lad ham være din frygt og din kærlighed. Han vil selv svare for dig og gøre det godt, sådan som det er bedst. «Du har ikke her en by, der består» (Hebr 13,14), og hvor du end er, er du fremmed og udlænding, og du får aldrig hvile, medmindre du er inderligt forenet med Kristus.

4. Hvorfor ser du dig omkring her, når dette ikke er dit hvilested? I himlen skal din bolig være, og alt skal du se på, som var du kun på gennemrejse. Alt forgår, og du med det. Se til, at du ikke klynger dig til det, så du ikke bliver fanget og går fortabt. Lad din tanke være hos den Højeste, og lad din bøn uden ophør stige op til Kristus. Hvis du ikke forstår at skue det høje og himmelske, så hvil i Kristi lidelse, og bo gerne i hans hellige sår. For tager du i andagt din tilflugt til Jesu sår og hans herlige sårmærker, vil du føle stor trøst i trængslen; du vil ikke bekymre dig meget om, at mennesker ringeagter dig, og du vil let bære bagtaleres ord.

5. Også Jesus Kristus, Herren, blev foragtet af mennesker, da han var i verden, og i sin største nød blev han forladt af venner og bekendte midt i hånen. Herren Jesus ville lide og foragtes, og du vover at klage over nogen? Kristus havde modstandere og folk, der talte ondt om ham, og du vil have alle til venner og velgørere? Hvor skal din tålmodighed krones, hvis du ikke møder nogen modgang? Luthersk note: Thomas taler om kronen som løn for tålmodighed i modgang. Luthersk lære afviser ikke, at Gud lønner de troendes lidelser og gerninger (2 Tim 4,8), men lønnen er en nådeløn til dem, der allerede er Guds børn ved troen; Guds gunst og det evige liv fortjenes ikke ved tålmodighed, men gives for Kristi skyld (Apologien V,73–74 og 241–245). Vil du ikke lide noget imod dig, hvordan skal du så være Kristi ven? Hold ud med Kristus og for Kristus, hvis du vil regere med Kristus.

6. Var du blot én gang trængt helt ind i Jesu indre og havde smagt en smule af hans brændende kærlighed, så ville du ikke bryde dig om din egen fordel eller ulempe, men snarere glæde dig over den hån, du blev udsat for; for kærligheden til Jesus får mennesket til at ringeagte sig selv. Den, der elsker Jesus og sandt lever i sit indre og er fri for uordnede tilbøjeligheder, kan frit vende sig til Gud, løfte sig over sig selv i ånden og hvile i at nyde ham.

7. Den, for hvem alt smager, som det er, og ikke som det siges eller regnes for at være, han er virkelig vis og mere oplært af Gud end af mennesker. Den, der forstår at vandre i sit indre og kun lægge lidt vægt på det ydre, søger ikke bestemte steder og venter ikke på bestemte tider for at øve sig i andagt. Det indre menneske samler sig hurtigt og giver sig aldrig helt hen til det ydre. Ydre arbejde eller en beskæftigelse, der for en tid er nødvendig, står ikke i vejen for ham; men som tingene nu falder ud, sådan retter han sig efter dem. Den, der er vel indrettet og ordnet i sit indre, bryder sig ikke om menneskers sære og vrange færd. Et menneske hindres og adspredes i samme grad, som det drager tingene til sig.

8. Var du ret med dig selv og godt renset, ville alt tjene dig til gavn og fremgang. Når så meget ofte mishager dig og ofte forstyrrer dig, er det, fordi du endnu ikke er helt død for dig selv og skilt fra alt jordisk. Intet besmitter og binder menneskets hjerte så meget som uren kærlighed til det skabte. Afslår du den ydre trøst, kan du skue det himmelske og ofte juble i dit indre.