III. Om det gode, fredsommelige menneske

1. Hav først selv fred, så kan du også bringe fred til andre. Et fredsommeligt menneske gør mere gavn end et meget lærd. Et lidenskabeligt menneske drager selv det gode over i det onde og tror let det onde. Et godt, fredsommeligt menneske vender alt til det gode. Den, der har det godt i freden, mistænker ingen. Men den, der er utilfreds og oprørt, drives omkring af alskens mistanker; han har ikke selv ro og lader heller ikke andre få ro. Han siger ofte, hvad han ikke burde sige, og undlader, hvad det var bedre for ham at gøre. Han tænker på, hvad andre er forpligtet til at gøre, og forsømmer, hvad han selv er forpligtet til. Vær derfor først nidkær over dig selv, så kan du med ret også være nidkær over din næste.

2. Du forstår godt at undskylde og pynte på dine egne gerninger, men andres undskyldninger vil du ikke tage imod. Det ville være retfærdigt, om du anklagede dig selv og undskyldte din broder. Vil du have, at andre bærer over med dig, så bær over med andre. Se, hvor langt du endnu er fra den sande kærlighed og ydmyghed, der ikke kender til at harmes eller vredes på nogen uden på sig selv alene. Det er ikke noget stort at omgås gode og milde mennesker; det behager jo alle af naturen, og enhver har gerne fred og elsker mest dem, der er enige med ham. Men at kunne leve i fred med hårde og vrange eller uregerlige mennesker, eller med dem, der står os imod, det er en stor nåde og en overmåde prisværdig og mandig gerning.

3. Nogle holder sig selv i fred og har også fred med andre. Og nogle har hverken selv fred eller lader andre være i fred; de er til besvær for andre, men altid til endnu større besvær for sig selv. Og nogle bevarer selv freden og stræber efter at føre andre tilbage til fred. Og dog skal al vores fred i dette elendige liv snarere søges i ydmygt at bære modgang end i ikke at mærke den. Den, der bedst forstår at lide, vil have den største fred. Han er sejrherre over sig selv og herre over verden, Kristi ven og arving til himlen. Luthersk note: Det lyder her, som om man bliver Kristi ven og arving til himlen ved at forstå at lide. Efter Skriften er vi arvinger ved troen på løftet og ikke ved loven eller vores dyder (Rom 4,13–14; Gal 4,7); lidelsen er det kors, Guds børn bærer med Kristus (Rom 8,17), ikke vejen til at blive hans børn (CA IV; Apologien IV).