IV. Om et rent sind og en enfoldig hensigt

1. Med to vinger løftes mennesket op fra det jordiske: enfoldighed og renhed. Enfoldigheden skal være i hensigten, renheden i hjertets hengivelse. Enfoldigheden sigter mod Gud, renheden griber ham og smager ham.

Ingen god gerning vil hindre dig, hvis du i dit indre er fri for al uordnet tilbøjelighed. Har du kun Guds velbehag og din næstes gavn for øje og søger intet andet, vil du nyde den indre frihed. Var dit hjerte ret, ville enhver skabning være et spejl for livet og en bog med hellig lære. Ingen skabning er så lille og ringe, at den ikke viser Guds godhed.

2. Var du god og ren i dit indre, så ville du se alt uden hindring og forstå det ret. Et rent hjerte trænger igennem himmel og helvede. Som enhver er i sit indre, sådan dømmer han udadtil. Er der glæde i verden, så ejer det menneske, der har et rent hjerte, den helt sikkert. Og er der et sted trængsel og angst, så kender den onde samvittighed det bedst. Som jern, der lægges i ilden, mister sin rust og bliver helt glødende, sådan bliver det menneske, der helt vender sig til Gud, befriet for sin dorskhed og forvandlet til et nyt menneske. Luthersk note: Billedet forudsætter, at mennesket selv vender sig til Gud og derved fornyes. Efter luthersk lære er omvendelsen og genfødslen Guds værk ved Ordet og Helligånden, som det uomvendte menneske ikke af egne kræfter kan bidrage til; først den genfødte virker med Ånden i helliggørelsen (Konkordieformlen, Solida Declaratio II; Den Lille Katekismus, 3. trosartikel).

3. Når et menneske begynder at blive lunkent, frygter det selv et lille arbejde og tager gerne imod ydre trøst. Men når det for alvor begynder at overvinde sig selv og vandre mandigt på Guds vej, regner det mindre med det, som det før følte var tungt.