V. Om at se på sig selv

1. Vi kan ikke stole for meget på os selv, for ofte mangler vi nåde og forstand; der er kun lidt lys i os, og det mister vi hurtigt ved skødesløshed. Luthersk note: Thomas tænker her på nåden som et lys eller en kraft i sjælen, der kan være til stede i større eller mindre mål. Efter Skriften er nåden først og fremmest Guds gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld, som modtages ved troen og er hel; Helligåndens gaver og fornyelsen følger med, men de vokser og er ufuldkomne i dette liv (Apologien IV; Konkordieformlen, Solida Declaratio III). Ofte lægger vi heller ikke mærke til, hvor blinde vi er i vores indre. Ofte handler vi ilde og undskylder det endnu værre. Undertiden drives vi af lidenskab og tror, det er nidkærhed. Små fejl hos andre dadler vi, og vores egne større går vi forbi. Hurtigt nok mærker og vejer vi, hvad vi må tåle fra andre; men hvor meget andre må tåle fra os, lægger vi ikke mærke til. Den, der vejede sine egne gerninger godt og ret, ville ikke finde noget at dømme en anden hårdt for.

2. Det indre menneske sætter omsorgen for sig selv foran al anden omsorg, og den, der giver flittigt agt på sig selv, tier let om andre. Du bliver aldrig et indre og fromt menneske, medmindre du tier om andre og især ser på dig selv. Giver du helt agt på dig selv og på Gud, vil det, du mærker udenfor, kun bevæge dig lidt. Hvor er du, når du ikke er nærværende for dig selv? Og når du har gennemløbet alt, hvad har du så vundet, når du har forsømt dig selv? Skal du have fred og sand enhed, må du sætte alt andet til side og kun have dig selv for øje.

3. Derfor vil du gøre stor fremgang, hvis du holder dig fri for al timelig bekymring. Du vil gå meget tilbage, hvis du regner noget timeligt for noget. Lad intet være højt for dig, intet stort, intet kært, intet velkomment, undtagen Gud alene eller det, der er af Gud. Regn al den trøst for tom, der kommer til dig fra en skabning. Den sjæl, der elsker Gud, foragter og ringeagter alt, hvad der er under Gud. Gud alene, den evige og umålelige, som fylder alt, er sjælens trøst og sindets sande glæde.