VI. Om glæden ved en god samvittighed

1. Et godt menneskes ære er en god samvittigheds vidnesbyrd. Hav en god samvittighed, så har du altid glæde. Luthersk note: Ordene minder om Paulus (2 Kor 1,12), men Thomas grunder her glæden og freden på samvittighedens vidnesbyrd om ens eget gode levned. Efter Skriften bliver samvittigheden god og får fred ved syndernes forladelse for Kristi skyld, som modtages ved troen (Rom 5,1; Hebr 9,14); vores egne gerninger kan ikke give samvittigheden sikker fred, selv om et godt levned er troens frugt (CA XX; Apologien V,87 og 164). En god samvittighed kan bære overmåde meget og er overmåde glad midt i modgang. En ond samvittighed er altid frygtsom og urolig. Du vil hvile sødt, hvis dit hjerte ikke anklager dig. Glæd dig ikke, undtagen når du har gjort godt. Luthersk note: Den kristnes glæde hviler på det, Gud har gjort i Kristus, ikke på det gode, vi selv har gjort (Luk 10,20; Fil 4,4). De onde har aldrig sand glæde og føler ingen indre fred, for «der er ingen fred for de ugudelige, siger Herren» (Es 57,21). Og hvis de siger: «Vi har fred, intet ondt skal komme over os, og hvem vil vove at skade os?» – så tro dem ikke; for pludselig rejser Guds vrede sig, og deres gerninger bliver til intet, og deres tanker går til grunde.

2. At rose sig af trængsler er ikke tungt for den, der elsker; for at rose sig sådan er at rose sig af Herrens kors. Kort er den ære, som gives og modtages af mennesker. Verdens ære følges altid af bedrøvelse. De godes ære er i deres samvittighed og ikke i menneskers mund. De retfærdiges glæde er fra Gud og i Gud, og deres fryd er af sandheden. Den, der længes efter den sande og evige ære, bryder sig ikke om den timelige. Og den, der søger timelig ære eller ikke af hjertet foragter den, viser dermed, at han elsker den himmelske mindre. Den har stor ro i hjertet, som hverken bryder sig om ros eller dadel.

3. Den, hvis samvittighed er ren, vil let være tilfreds og i fred. Luthersk note: Samvittigheden renses ved Kristi blod og ved troen, ikke ved vores eget levned (Hebr 9,14; 10,22). Du er ikke helligere, fordi du roses, og ikke ringere, fordi du dadles. Hvad du er, det er du, og du kan ikke kaldes bedre, end du er med Gud som vidne. Giver du agt på, hvad du er i dit indre, bryder du dig ikke om, hvad mennesker siger om dig udenfor. «Mennesket ser på det ydre, men Gud ser på hjertet» (1 Sam 16,7). Mennesket ser på gerningerne, Gud vejer hensigten. Altid at gøre godt og ikke regne sig selv for meget er tegn på en ydmyg sjæl. Ikke at ville trøstes af nogen skabning er tegn på stor renhed og indre tillid.

4. Den, der ikke søger noget vidnesbyrd for sig selv udefra, viser klart, at han helt har overgivet sig til Gud. «For det er ikke den, som anbefaler sig selv, der er prøvet og godkendt,» siger den salige Paulus, «men den, som Gud anbefaler» (2 Kor 10,18). At vandre med Gud i sit indre og ikke være bundet af nogen tilbøjelighed udadtil, det er det indre menneskes stand.