X. Om taknemmelighed for Guds nåde

1. Hvorfor søger du hvile, når du er født til arbejde, til tålmodighed mere end til trøst, og til at bære korset mere end til glæde? For hvem blandt verdens mennesker ville ikke gerne tage imod trøst og åndelig glæde, hvis han altid kunne få den? Den åndelige trøst overgår alle verdens herligheder og alle kødets lyster. For alle verdens herligheder er enten skammelige eller tomme; men de åndelige glæder alene er liflige og ærbare, født af dyderne og af Gud udgydt i rene sind. Men ingen kan altid nyde denne guddommelige trøst efter sit eget ønske, for fristelsens tid udebliver aldrig længe.

2. Den falske frihed i sindet og den store tillid til sig selv står i stærk modsætning til besøget fra det høje. Gud gør vel ved at give trøstens nåde, men mennesket gør ilde ved ikke straks at gengælde Gud med taksigelse. Derfor kan nådens gaver ikke strømme ind i os, fordi vi er utaknemmelige mod giveren og ikke fører det hele tilbage til kilden, det udspringer af. For nåden tilkommer altid den, der værdigt takker og giver igen. Luthersk note: Her gør Thomas nåden til noget, der tilkommer den, der takker værdigt – i middelalderens sprog en fortjeneste af rimelighed (de congruo). Efter luthersk lære gives nåden ufortjent for Kristi skyld; taknemmeligheden er troens frugt, ikke betingelsen for nåden (Rom 11,6; Apologien IV,19). Fra den hovmodige skal tages det, som plejer at gives den ydmyge.

3. Jeg vil ingen trøst have, der tager angeren fra mig, og jeg stræber ikke efter nogen betragtning, der fører til hovmod. For ikke alt højt er helligt, ikke ethvert ønske rent, ikke alt sødt godt og ikke alt, hvad der er os kært, behageligt for Gud. Gerne tager jeg imod den nåde, der gør mig ydmygere og mere gudfrygtig og mere rede til at give slip på mig selv. Den, der er belært ved nådens gave og opdraget ved det slag, at den blev trukket bort, vil ikke vove at tilskrive sig selv noget godt, men hellere bekende, at han er fattig og nøgen. Giv Gud, hvad der er Guds (Matt 22,21), og tilskriv dig selv, hvad der er dit; det vil sige: tak Gud for nåden, men vid, at dig alene tilkommer skylden og den straf, skylden fortjener.

4. Sæt dig altid på den nederste plads, så skal du få den øverste (Luk 14,10). For det højeste står ikke uden det laveste. De højeste hellige for Gud er de mindste i deres egne øjne, og jo mere herlige de er, des ydmygere er de i sig selv. Fulde af sandhed og himmelsk herlighed higer de ikke efter tom ære; grundfæstede og styrkede i Gud kan de på ingen måde blive hovmodige. Og de, der tilskriver Gud alt det gode, de har modtaget, «søger ikke ære hos hinanden» (Joh 5,44), men vil have den ære, der kommer fra Gud; de ønsker frem for alt, at Gud skal prises i dem selv og i alle de hellige, og de stræber altid hen imod ham.

5. Vær derfor taknemmelig for det mindste, så bliver du værdig til at modtage større ting. Luthersk note: Heller ikke taknemmelighed gør os værdige til Guds gaver; han giver dem af nåde (Den Lille Katekismus, 1. trosartikel). Lad det mindste være dig som det største og det ringeagtede som en særlig gave. Ser man på giverens værdighed, vil ingen gave synes lille eller ringe. For det er ikke småt, som den højeste Gud skænker. Selv om han giver straf og slag, bør vi være taknemmelige, for alt, hvad han lader komme over os, gør han altid til vores frelse. Den, der ønsker at bevare Guds nåde, skal være taknemmelig for den nåde, der er givet, og tålmodig, når den er taget bort; han skal bede om, at den må komme igen, og være varsom og ydmyg, så han ikke mister den. Luthersk note: Nåden bevares ikke ved vores dyder, men ved at troen holdes ved Ordet og sakramenterne; det er forsætlig synd mod samvittigheden, der driver troen ud (Konkordieformlen, Epitome IV,19).