XI. Om de få, der elsker Jesu kors

1. Jesus har nu mange, der elsker hans himmelske rige, men få, der bærer hans kors. Han har mange, der længes efter trøst, men få, der længes efter trængsel. Han finder mange, der vil være hans fæller ved bordet, men få ved fasten. Alle vil glæde sig med Kristus, men få vil tåle noget for hans skyld. Mange følger Jesus til brødets brydelse, men få til at drikke lidelsens kalk. Mange ærer hans undere, men få følger korsets vanære. Mange elsker Jesus, så længe de ikke møder modgang. Mange priser og velsigner ham, så længe de får en eller anden trøst fra ham. Men skjuler Jesus sig og forlader dem en lille stund, falder de enten i klage eller i alt for stor modløshed.

2. Men de, der elsker Jesus for Jesu skyld og ikke for nogen trøst for sig selv, elsker og velsigner ham i trængsel og hjertets angst lige så vel som i den største trøst. Og ville han aldrig give dem trøst, ville de dog prise ham og altid takke ham.

3. Åh, hvor meget formår den rene kærlighed til Jesus, der ikke er blandet med nogen egen fordel eller egenkærlighed! Skal ikke alle de kaldes lejesvende, som altid søger trøst? Viser de sig ikke at elske sig selv mere end Jesus, de, der altid tænker på deres egen fordel og vinding? Hvor findes den, der vil tjene Gud for intet?

4. Sjældent findes nogen så åndelig, at han er blottet for alt. For hvem kan finde et menneske, der er i sandhed fattigt i ånden og blottet for alt skabt? «Hans værdi er langt borte, fra de yderste egne» (Ordsp 31,10). Giver et menneske al sin ejendom bort, er det endnu intet. Gør han stor bod, er det endnu lidt. Luthersk note: Thomas tænker på bodsgerninger, som i middelalderens lære hørte til fyldestgørelsen for synden; han regner dem for lidt, men forudsætter ordningen. Efter luthersk lære er bod anger og tro på syndernes forladelse, og fyldestgørelsen for synden er alene Kristi (CA XII; Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler III,3). Og tilegner han sig al kundskab, er han endnu langt borte. Og har han stor dyd og overmåde brændende andagt, mangler han endnu meget, nemlig det ene, som er det allermest nødvendige for ham. Hvad er det? At han, når han har forladt alt, forlader sig selv og går helt ud af sig selv og intet beholder af egenkærligheden. Luthersk note: Thomas sætter fuldkommenheden i en fuldstændig selvopgivelse, som mennesket skal nå frem til. Efter luthersk lære dækkes det, der mangler os, ikke af mere forsagelse, men af Kristi retfærdighed, som tilregnes troen; den kristne fuldkommenhed er at frygte Gud af hjertet og stole på hans nåde i sit kald (CA XXVII; Apologien XXVII). Når han har gjort alt, hvad han ved, han bør gøre, skal han føle, at han intet har gjort.

5. Han skal ikke anse det for stort, som kunne agtes stort, men i sandhed kalde sig en unyttig tjener, sådan som Sandheden siger: «Når I har gjort alt, hvad der er befalet jer, så sig: Vi er unyttige tjenere» (Luk 17,10). Da kan han i sandhed være fattig og nøgen i ånden og sige med profeten: «Jeg er ensom og fattig» (Sl 25,16). Dog er ingen rigere end han, ingen friere, ingen mægtigere end den, der forstår at forlade sig selv og alt og sætte sig selv på den nederste plads.