IX. Om at undvære al trøst

1. Det er ikke svært at foragte menneskers trøst, når Guds trøst er nær. Det er stort, ja, meget stort at kunne undvære både menneskers og Guds trøst og for Guds kærligheds skyld gerne bære hjertets landflygtighed, ikke søge sig selv i noget og ikke se hen til sin egen fortjeneste. Luthersk note: Thomas forudsætter den middelalderlige lære, at et menneske kan have egen fortjeneste hos Gud, men beder her om ikke at skele til den. Luthersk lære går videre: ingen gerning, lidelse eller forsagelse fortjener noget hos Gud; alt er gave for Kristi skyld (Ef 2,8–9; CA IV; Apologien IV). Hvad er der stort i, at du er glad og from, når nåden kommer? Den time ønsker alle sig. Behageligt nok rider den, som Guds nåde bærer. Og hvad under er det, at den ikke mærker nogen byrde, som bæres af Den Almægtige og ledes af den højeste Fører?

2. Vi vil gerne have noget til trøst, og mennesket løsrives kun med besvær fra sig selv. Den hellige Laurentius overvandt verden sammen med sin øverste præst, for han foragtede alt, hvad der syntes lysteligt i verden; og for Kristi kærligheds skyld bar han med mildt sind, at også Guds øverste præst Sixtus, som han elskede højt, blev taget fra ham. Ved kærligheden til Skaberen overvandt han altså kærligheden til mennesket, og i stedet for menneskelig trøst valgte han hellere Guds velbehag. Sådan skal også du lære at give slip på en nær og elsket ven for Guds kærligheds skyld. Tag det heller ikke tungt, når en ven har forladt dig, for du ved, at vi alle til sidst må skilles fra hinanden.

3. Længe og hårdt må et menneske kæmpe med sig selv, før han lærer helt at overvinde sig selv og drage al sin hengivenhed helt hen til Gud. Når et menneske støtter sig til sig selv, glider han let hen til menneskelig trøst. Men den, der i sandhed elsker Kristus og ivrigt følger dyderne, falder ikke tilbage på den trøst og søger ikke den slags sødme, man kan føle. Han søger hellere stærke fristelser og øvelser og at bære hårdt arbejde for Kristus. Luthersk note: At søge stærke fristelser og selvvalgte øvelser som vej til åndelig fremgang hører til klosterfromheden. Efter luthersk lære beder vi «led os ikke ind i fristelse» og bærer det kors, Gud lægger på os i vores kald, men vælger ikke selv trængsler som en særlig gudstjeneste (Matt 6,13; Den Lille Katekismus, 6. bøn; CA XXVI).

4. Når Gud altså giver dig åndelig trøst, så tag imod den med taksigelse, og forstå, at den er Guds gave og ikke din fortjeneste, og bliv ikke hovmodig. Glæd dig ikke for meget, og vær ikke overmodig uden grund, men bliv hellere mere ydmyg af gaven og også mere varsom og gudfrygtig i alt, hvad du gør; for den time går forbi, og fristelsen følger efter. Når trøsten er taget fra dig, så fortvivl ikke straks, men vent med ydmyghed og tålmodighed på det himmelske besøg, for Gud er mægtig til at give dig større nåde og trøst igen. Luthersk note: Thomas taler om nåden som noget, der vokser og aftager sammen med den følte trøst. Efter luthersk lære er nåden Guds gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld, som er hel og sikker for troen, også når trøsten er borte; trøsten søges i løftet, ikke i følelsen (Rom 8,38–39; CA IV; Apologien IV). Det er ikke nyt og ikke fremmed for dem, der har prøvet Guds vej; for hos de store hellige og de gamle profeter var denne vekslen ofte.

5. Derfor sagde en af dem, mens nåden var nær: «Jeg sagde i min overflod: Jeg skal aldrig vakle» (Sl 30,7). Men hvad han erfarede i sig selv, da nåden var borte, føjer han til og siger: «Du vendte dit ansigt fra mig, og jeg blev forfærdet» (Sl 30,8). Midt i dette fortvivler han dog slet ikke, men beder Herren så meget mere indtrængende og siger: «Til dig, Herre, vil jeg råbe, og min Gud vil jeg bede» (Sl 30,9). Til sidst høster han sin bøns frugt og vidner om, at han er blevet bønhørt, og siger: «Herren hørte og forbarmede sig over mig, Herren blev min hjælper» (Sl 30,11). Men hvorved? «Du vendte min klage til glæde for mig,» siger han, «og omgav mig med fryd» (Sl 30,12). Og er det gået sådan med de store hellige, skal vi, der er svage og fattige, ikke fortvivle, når vi undertiden er kolde og undertiden brændende. For Ånden kommer og går efter sit eget velbehag. Derfor siger den salige Job: «Du besøger ham ved daggry og prøver ham pludselig» (Job 7,18).

6. Hvad kan jeg da håbe på, eller hvad skal jeg sætte min lid til, andet end alene til Herrens store barmhjertighed og alene til håbet om den himmelske nåde? For om der så er gode mennesker hos mig eller fromme brødre og trofaste venner, om der er hellige bøger eller smukke skrifter, om der er søde sange og hymner, så hjælper alt dette kun lidt og smager kun lidt, når jeg er forladt af nåden og overladt til min egen fattigdom. Luthersk note: Også her betyder «forladt af nåden» den følte trøst; Guds nåde for Kristi skyld forlader ikke den, der tror, selv om følelsen gør det. Da findes der ikke noget bedre middel end tålmodighed og at fornægte mig selv i Guds vilje.

7. Jeg har aldrig fundet nogen ordensbroder, der ikke undertiden har oplevet, at nåden blev trukket bort, eller mærket, at hans iver blev mindre. Ingen hellig er blevet så højt henrykket eller så oplyst, at han ikke før eller siden er blevet fristet. For den er ikke værdig til den høje betragtning af Gud, som ikke for Guds skyld er blevet øvet ved en eller anden trængsel. Luthersk note: Thomas forudsætter, at trængsler gør mennesket værdigt til højere åndelige gaver som en slags fortjeneste. Efter luthersk lære gør lidelse ingen værdig hos Gud; korset tugter og prøver troen, men alle Guds gaver gives af nåde for Kristi skyld, «uden nogen fortjeneste eller værdighed fra min side» (Rom 5,3–5; Apologien IV; Den Lille Katekismus, 1. trosartikel). Den trængsel, der går forud, plejer nemlig at være et tegn på den trøst, der skal følge. For dem, der er prøvet i fristelser, loves himmelsk trøst. «Den, der sejrer,» siger han, «vil jeg give at spise af livets træ» (Åb 2,7). Luthersk note: Løftet i Åb 2,7 gælder troen, der sejrer ved Kristus (1 Joh 5,4), og er ikke en løn for udholdte fristelser.

8. Guds trøst gives også, for at mennesket kan blive stærkere til at bære modgang. Og fristelsen følger også, for at han ikke skal ophøje sig over det gode. Djævelen sover ikke, og kødet er endnu ikke dødt. Hold derfor ikke op med at gøre dig rede til kampen, for til højre og til venstre er der fjender, som aldrig hviler.