XII. Om det hellige kors' kongevej

1. Mange synes, at dette er en hård tale: «Fornægt dig selv, tag dit kors op og følg Jesus» (Matt 16,24). Men det bliver langt hårdere at høre det sidste ord: «Gå bort fra mig, alle I forbandede, til den evige ild» (Matt 25,41). For de, der nu gerne hører korsets ord og følger det, skal da ikke frygte for at høre den evige fordømmelse. Dette korsets tegn skal stå på himlen, når Herren kommer for at dømme. Da skal alle korsets tjenere, som i livet har gjort sig lig med den Korsfæstede, træde hen til Kristus, dommeren, med stor frimodighed. Luthersk note: Thomas lader her frimodigheden på dommens dag hvile på, at man i livet har båret korset og gjort sig lig med den Korsfæstede. Efter Skriften hviler frimodigheden for dommen alene på Kristus, som har båret vores synd, og hvis retfærdighed tilregnes os ved troen (Rom 8,1.33f; 1 Joh 4,17); korset er de troendes lod, ikke grunden til frelsen (CA IV; Apologien IV).

2. Hvorfor frygter du da for at tage korset op, når det er vejen til Riget? I korset er frelse. I korset er liv. I korset er værn mod fjenderne. I korset strømmer himmelsk sødme ind. I korset er sindets styrke. I korset er åndens glæde. I korset er den højeste dyd. I korset er helligheds fuldkommenhed. Der er ingen frelse for sjælen og intet håb om evigt liv uden i korset. Tag derfor dit kors op og følg Jesus, så skal du gå ind til det evige liv. Luthersk note: Her glider Kristi kors og den kristnes eget kors sammen, så det evige liv loves som følge af at bære sit kors. Frelsen ligger i Kristi kors alene og modtages ved troen; den kristnes kors er ikke vejen til at fortjene livet, men den tugt og øvelse, Gud lægger på dem, der allerede er hans (Apologien XII og XV,45). Han er gået foran og har selv båret sit kors, og han er død for dig på korset, for at også du skal bære dit kors og længes efter at dø på korset. For er du død med ham på korset, skal du også leve sammen med ham, og har du del i hans lidelse, skal du også have del i hans herlighed.

3. Se, alt hænger på korset, og alt ligger i at dø; og der er ingen anden vej til livet og til den sande, indre fred end det hellige kors' vej og at dø fra sig selv hver dag. Luthersk note: Også her gøres korset og den daglige dødelse til vejen til livet; efter luthersk lære er Kristus selv vejen og livet (Joh 14,6), mens den daglige dødelse af den gamle Adam er dåbens frugt i den, der allerede har livet (Den Lille Katekismus, om dåben). Gå hvorhen du vil, søg hvad du vil, og du skal ikke finde nogen højere vej oventil eller nogen sikrere vej nedentil end det hellige kors' vej. Indret og ordn alt, som du selv vil og finder for godt, og du vil dog altid finde, at du må lide noget, enten med din vilje eller mod din vilje; og således vil du altid finde korset. For enten skal du føle smerte i legemet, eller du skal bære åndens trængsel i sjælen.

4. Undertiden vil du være forladt af Gud, undertiden vil din næste prøve dig, og hvad mere er: ofte vil du være dig selv til byrde. Og dog kan intet middel eller nogen trøst befri dig eller lette dig; men så længe Gud vil, må du holde ud. For Gud vil, at du skal lære at bære trængsel uden trøst, give dig helt ind under ham og blive mere ydmyg af trængslen. Ingen føler Kristi lidelse så inderligt i sit hjerte som den, der selv har måttet lide noget lignende. Korset står altså altid parat og venter på dig overalt. Du kan ikke flygte fra det, hvorhen du end løber; for hvor du end kommer, bærer du dig selv med dig og vil altid finde dig selv. Vend dig opad, vend dig nedad, vend dig udad og indad, og i alt dette vil du finde korset. Og overalt må du holde fast ved tålmodigheden, hvis du vil have indre fred og fortjene den evige krone. Luthersk note: Thomas taler her om at fortjene (latin promereri) den evige krone ved tålmodighed. Efter Skriften er det evige liv Guds gave for Kristi skyld (Rom 6,23), og de troendes gerninger og lidelser fortjener det ikke; Gud lover dog af nåde at lønne dem, men det er en nådeløn til dem, der allerede er retfærdiggjort ved troen, ikke en fortjeneste (CA IV og XX; Apologien V).

5. Bærer du korset gerne, skal det bære dig og føre dig til det mål, du længes efter, dér hvor lidelsen skal have ende, skønt det ikke bliver her. Bærer du det modvilligt, gør du det til en byrde for dig selv og tynger dig selv endnu mere, og dog må du bære det. Kaster du ét kors fra dig, finder du uden tvivl et andet, og måske et tungere.

6. Tror du at kunne undslippe det, som intet dødeligt menneske har kunnet komme uden om? Hvem af de hellige har været i verden uden kors og trængsel? Ja, end ikke vor Herre Jesus Kristus var én time uden lidelsens smerte, så længe han levede. «Kristus skulle lide og opstå fra de døde og således gå ind til sin herlighed» (Luk 24,26.46). Hvordan kan du da søge en anden vej end denne kongevej, som er det hellige kors' vej?

7. Hele Kristi liv var kors og martyrium, og du søger hvile og glæde for dig selv? Du farer vild, du farer vild, hvis du søger andet end at lide trængsler; for hele dette dødelige liv er fuldt af elendighed og omgivet af kors på alle sider. Og jo højere et menneske er nået frem i ånden, des tungere kors vil han ofte finde, fordi smerten over hans landflygtighed vokser med kærligheden.

8. Men dog er den, der således plages på mange måder, ikke uden trøstens lindring, for han mærker, at en stor frugt vokser frem for ham af at bære sit kors. For når han af egen vilje giver sig ind under det, bliver hele trængslens byrde vendt til tillid til den guddommelige trøst. Og jo mere kødet nedbrydes ved trængsel, des mere styrkes ånden ved den indre trøst. Og nogle gange bliver han så styrket af lysten til trængsel og modgang, af kærlighed til at blive lig med Kristi kors, at han ikke vil være uden smerte og trængsel; for han tror, at han bliver Gud så meget kærere, jo flere og tungere ting han kan bære for hans skyld. Luthersk note: Tanken, at man bliver Gud kærere, jo mere man lider, forudsætter, at Guds velbehag vokser med det, mennesket præsterer. Efter luthersk lære er vi Gud behagelige alene ved troen for Kristi skyld, og først da er også vores lidelser ham til behag som takofre, ikke som noget, der gør os mere antagne (Apologien IV; Apologien XXIV,67). Dette er ikke menneskets kraft, men Kristi nåde, som formår og udretter så meget i det skrøbelige kød, at det, som det af naturen altid gruer for og flygter fra, går det nu i møde og elsker i åndens glød.

9. Det er ikke menneskets natur at bære korset, at elske korset, at tugte legemet og gøre det til træl, at flygte fra æren, gerne at tåle hån, at ringeagte sig selv og ønske at blive ringeagtet, at udholde al modgang og alt tab og intet at ønske af medgang i denne verden. Ser du på dig selv, formår du intet af alt dette ved dig selv. Men stoler du på Herren, skal der gives dig styrke fra himlen, og verden og kødet skal lægges under din magt. Ja, du skal ikke engang frygte din fjende Djævelen, hvis du er væbnet med troen og mærket med Jesu kors.

10. Indstil dig derfor som en tro og god tjener for Kristus på mandigt at bære din Herres kors, ham som af kærlighed blev korsfæstet for dig. Gør dig rede til at tåle megen modgang og mange slags besvær i dette elendige liv; for sådan vil det gå dig, hvor du end er, og sådan vil du i sandhed finde det, hvor du end skjuler dig. Sådan må det være, og der er intet middel til at undslippe ondets trængsel og smerte end at du holder ud. Drik inderligt Herrens bæger, hvis du vil være hans ven og have del med ham. Overlad trøsten til Gud; lad ham gøre med den, som det bedst behager ham. Men sæt du dig til at bære trængsler og regn dem for den største trøst; for «den nuværende tids lidelser er ikke værd at regne mod den kommende herlighed, som skal åbenbares på os» (Rom 8,18), og de kunne ikke fortjene den, selv om du alene kunne bære dem alle. Luthersk note: Paulus taler ikke om at fortjene herligheden (Rom 8,18); Thomas' «fortjene» bygger på den middelalderlige lære om fortjeneste. Det evige liv gives af nåde for Kristi skyld og ville ikke kunne fortjenes, heller ikke ved større lidelser (Rom 6,23; Apologien V).

11. Når du er nået så vidt, at trængslen er dig sød og smager dig for Kristi skyld, så skal du regne, at det står godt til med dig, for du har fundet paradis på jorden. Så længe det er dig tungt at lide, og du søger at flygte, så længe vil det gå dig ilde, og trængslerne vil følge dig overalt.

12. Hvis du sætter dig til det, du bør, nemlig til at lide og dø, vil det snart blive bedre, og du vil finde fred. Selv om du blev henrykket til den tredje himmel ligesom Paulus, er du ikke dermed sikker på ikke at skulle lide noget ondt. «Jeg vil vise ham,» siger Jesus, «hvor meget han skal lide for mit navns skyld» (ApG 9,16). Det står altså tilbage for dig at lide, hvis du vil elske Gud og tjene ham altid.

13. Gid du var værdig til at lide noget for Jesu navn! Hvor stor en herlighed ville ikke vente dig, hvilken jubel blandt alle Guds hellige, hvilken opbyggelse for din næste! Luthersk note: Herligheden, der venter, er ikke løn for lidelsen som fortjeneste, men Guds nådeløn til de troende for Kristi skyld (Apologien V). For alle roser tålmodigheden, skønt kun få vil lide. Med rette burde du lide lidt for Kristus, når mange lider tungere ting for verden.

14. Vid for vist, at du må leve et døende liv. Og jo mere enhver dør fra sig selv, des mere begynder han at leve for Gud. Ingen er skikket til at fatte det himmelske, medmindre han har bøjet sig under at bære modgang for Kristus. Intet er Gud kærere, intet er sundere for dig i denne verden end gerne at lide for Kristus. Luthersk note: Den kristne er Gud kær ved troen for Kristi skyld, ikke i kraft af sin lidelse (Apologien IV). Og hvis du skulle vælge, burde du hellere ønske at lide modgang for Kristus end at blive vederkvæget med megen trøst; for så ville du blive mere lig Kristus og mere lig alle de hellige. For vores fortjeneste og fremgangen i vores stand ligger ikke i megen sød fornemmelse og trøst, men snarere i at bære store byrder og trængsler. Luthersk note: Thomas regner her med den middelalderlige lære om fortjeneste: at lidelse og trængsel øger menneskets fortjeneste og fremgang i den åndelige stand. Den lutherske kirke lærer, at nåden og det evige liv gives for Kristi fortjeneste alene, og at de kristnes lidelser ikke fortjener dem, men bæres af dem, der allerede er forsonet, som takoffer og som tugt af den gamle Adam; Gud lover dog af nåde at lønne dem (CA IV og XX; Apologien IV, V og XXIV,67).

15. Havde der været noget bedre og gavnligere for menneskenes frelse end at lide, så havde Kristus visselig vist det med ord og eksempel. Luthersk note: Menneskenes frelse er Kristi lidelse, ikke deres egen; den kristnes lidelse er efterfølgelse og tugt, ikke et middel til frelse (Apologien XII). For både de disciple, der fulgte ham, og alle, der ønsker at følge ham, formaner han åbent til at bære korset, og han siger: «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig» (Matt 16,24). Når alt således er gennemlæst og gransket, så lad dette være den endelige slutning: «Vi må gå gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige» (ApG 14,22). Amen.