I. Om Kristi indre tale til den troende sjæl

1. «Jeg vil høre, hvad Herren Gud taler i mig» (Sl 85,9). Salig den sjæl, der hører Herren tale i sit indre og af hans mund modtager trøstens ord. Salige de ører, der opfanger den guddommelige hvisken og ikke ænser denne verdens hvisken og tisken. Ja, salige de ører, der ikke lytter til den stemme, som lyder udefra, men til Sandheden, som taler og underviser i det indre. Salige de øjne, der er lukkede for det ydre og vendt mod det indre. Salige de, der trænger ind i det indre og ved daglig øvelse stræber efter at gøre sig mere og mere rede til at fatte himlens hemmeligheder. Salige de, der længes efter at have tid til Gud og ryster enhver hindring fra verden af sig.

2. Læg mærke til dette, min sjæl, og luk sansernes døre, så du kan høre, hvad Herren din Gud taler i dig. Dette siger din elskede: Jeg er din frelse, din fred og dit liv. Hold dig til mig, så skal du finde fred. Giv slip på alt det forgængelige, og søg det evige. Hvad er alt det timelige andet end blændværk, og hvad hjælper alle skabninger dig, hvis Skaberen har forladt dig? Giv derfor afkald på alt, og overgiv dig til din Skaber, så du er ham til behag og tro mod ham, og så du kan nå den sande salighed. Luthersk note: Thomas taler, som om man ved at give afkald på alt og overgive sig til Gud gør sig til behag for ham og derved når saligheden. Efter Skriften er vi Gud til behag og har saligheden ved troen på Kristus, af nåde og ikke på grund af vores afkald (Ef 2,8–9; Hebr 11,6); afkaldet og hengivelsen er troens frugter, ikke vejen til Guds gunst (CA IV og XX; Apologien IV).