IV. At vi skal vandre i ydmyghed og sandhed for Guds ansigt

1. Min søn, vandr for mit ansigt i sandhed, og søg mig altid i dit hjertes enfold. Den, der vandrer for mit ansigt i sandhed, skal værnes mod onde anfald, og sandheden skal fri ham fra forførerne og de uretfærdiges bagtalelse. Hvis sandheden gør dig fri, bliver du virkelig fri og vil ikke bryde dig om menneskers tomme ord. Herre, det er sandt, som du siger; lad det ske med mig, beder jeg. Lad din sandhed selv undervise mig, selv vogte mig og bevare mig til en salig ende. Lad den fri mig fra al ond og uordnet tilbøjelighed, så vil jeg vandre med dig i hjertets store frihed.

2. Jeg vil lære dig, siger Sandheden, hvad der er ret og velbehageligt for mig. Tænk på dine synder med stort mishag og sorg, og regn dig aldrig for noget på grund af dine gode gerninger. Du er i sandhed en synder, underlagt mange lidenskaber og viklet ind i dem. Af dig selv drager du altid mod intet; hurtigt falder du, hurtigt bliver du forstyrret, hurtigt går du i opløsning. Du har intet, du kan rose dig af, men meget, som du burde ringeagte dig selv for; for du er langt svagere, end du kan fatte.

3. Lad derfor intet af alt det, du gør, synes stort for dig. Lad intet synes storslået, intet kostbart og beundringsværdigt, intet agtværdigt, intet højt, intet virkelig prisværdigt og attråværdigt undtagen det, der er evigt. Lad den evige sandhed behage dig frem for alt, og lad din egen store ringhed mishage dig frem for alt. Intet skal du frygte, dadle og fly så meget som dine fejl og synder; de bør mishage dig mere end noget som helst tab af ejendele. Nogle vandrer ikke oprigtigt for mit ansigt, men drevet af nysgerrighed og hovmod vil de kende mine hemmeligheder og forstå Guds dybder, mens de forsømmer sig selv og deres frelse. De falder ofte i store fristelser og synder på grund af deres pral, hovmod og nysgerrighed, for jeg står dem imod. Frygt Guds domme, og skælv for den Almægtiges vrede.

4. Gransk ikke den Højestes gerninger, men ransag dine egne misgerninger: hvor meget du har syndet, og hvor meget godt du har forsømt. Nogle bærer deres andagt kun i bøger, andre i billeder, og andre igen i ydre tegn og skikkelser. Nogle har mig i munden, men kun lidt i hjertet. Der er andre, som er oplyst i forstanden og renset i sindet; de sukker altid efter det evige, hører nødigt om det jordiske og tjener med smerte naturens nødvendigheder. De fornemmer, hvad sandhedens Ånd taler i dem. For han lærer dem at foragte det jordiske og elske det himmelske, at se bort fra verden og længes efter himlen dag og nat.