V. Om den guddommelige kærligheds vidunderlige virkning

1. Jeg velsigner dig, himmelske Fader, min Herre Jesu Kristi Fader, fordi du har værdiget dig at komme mig, den fattige, i hu. «Barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud» (2 Kor 1,3), jeg takker dig, fordi du undertiden kvæger mig med din trøst, skønt jeg er uværdig til al trøst. Jeg velsigner og priser dig altid sammen med din enbårne Søn og Helligånden, Talsmanden, i evighedernes evigheder. Amen. Ak, Herre Gud, du som elsker mig med hellig kærlighed, når du kommer ind i mit hjerte, skal alt mit indre juble. Du er min herlighed og mit hjertes jubel, du er mit håb og min tilflugt på min trængsels dag.

2. Men fordi jeg endnu er svag i kærligheden og ufuldkommen i dyden, har jeg brug for at blive styrket og trøstet. Besøg mig derfor oftere, og undervis mig i din tugt. Fri mig fra slette og onde lidenskaber, og helbred mit hjerte for al uordnet tilbøjelighed, så jeg, helbredt og vel renset i mit indre, kan blive skikket til at elske, stærk til at lide og fast til at holde ud.

3. Kærligheden er en stor ting, i enhver henseende et stort gode, for den alene gør alt tungt let og bærer alt, hvad der er ujævnt, med jævnt sind. For den bærer byrden, uden at den bliver en byrde, og den gør alt bittert sødt og velsmagende. Jesu ædle kærlighed driver til at gøre store gerninger og vækker til altid at længes efter det mere fuldkomne. Kærligheden vil opad og ikke holdes tilbage af noget lavt. Kærligheden vil være fri og fremmed for al verdslig tilbøjelighed, så dens indre blik ikke hindres, og så den ikke bliver viklet ind i noget timeligt held eller bukker under for modgang. Intet er sødere end kærligheden, intet stærkere, intet højere, intet bredere, intet herligere, intet fyldigere og intet bedre i himlen og på jorden; for kærligheden er født af Gud og kan kun hvile i Gud, hævet over alt skabt.

4. Den, der elsker, flyver, løber og glæder sig; han er fri og lader sig ikke holde tilbage. Han giver alt for alt og har alt i alt, for han hviler i den Ene, den Højeste over alt, fra hvem alt godt strømmer og udgår. Han ser ikke på gaverne, men vender sig til Giveren frem for alle goder. Kærligheden kender ofte intet mål, men gløder ud over alt mål. Kærligheden mærker ingen byrde, regner ikke med møjen, vil mere, end den formår, og undskylder sig ikke med, at noget er umuligt, for den mener, at den kan og må alt. Derfor formår den alt, og den fuldbyrder meget og fører det ud i livet, hvor den, der ikke elsker, giver op og bliver liggende. Kærligheden våger, og selv når den sover, slumrer den ikke. Den bliver træt, men ikke mat; den bliver trængt, men ikke klemt; den bliver skræmt, men ikke forfærdet. Som en levende flamme og en brændende fakkel slår den opad og trænger sikkert igennem.

5. Den, der elsker, ved, hvad denne røst råber. Sjælens brændende kærlighed er et stærkt råb i Guds ører, når den siger: Min Gud, min kærlighed, du er helt min, og jeg er helt din.

6. Udvid mig i kærligheden, så jeg med hjertets indre mund kan lære at smage, hvor sødt det er at elske og at smelte og svømme i kærlighed. Lad kærligheden holde mig fast, så jeg løftes ud over mig selv af overvældende glød og undren. Lad mig synge kærlighedens sang; lad mig følge dig, min elskede, i det høje. Lad min sjæl blive afmægtig i lovsang til dig, jublende af kærlighed. Lad mig elske dig mere end mig selv og mig selv kun for din skyld, og alle i dig, som virkelig elsker dig, sådan som kærlighedens lov byder, den lov, der stråler fra dig.

7. Kærligheden er hurtig, oprigtig, from, glad og yndig, stærk, tålmodig, trofast, klog, langmodig, mandig og søger aldrig sig selv. For hvor nogen søger sig selv, dér falder han ud af kærligheden. Kærligheden er varsom, ydmyg og retskaffen, ikke blød, ikke letsindig, og den retter sig ikke mod tomme ting; den er ædru, fast, kysk, rolig og vogter alle sanser. Kærligheden er underordnet og lydig mod de foresatte, ringe og foragtet i egne øjne, hengiven og taknemmelig mod Gud, tillidsfuld og altid håbende på ham, også når den ikke smager Guds sødme; for i kærligheden lever man ikke uden smerte.

8. Den, der ikke er rede til at lide alt og holde sig til den elskedes vilje, er ikke værd at kaldes en, der elsker. Den, der elsker, må villigt for den elskedes skyld tage imod alt hårdt og bittert og ikke lade sig drage bort fra ham, når der sker noget, som går ham imod.