III. At Guds ord skal høres med ydmyghed

1. Hør, min søn, mine ord. Mine ord er overordentlig søde og overgår al kundskab hos filosofferne og denne verdens vise. «Mine ord er ånd og liv» (Joh 6,63), og de skal ikke vejes med menneskelig forstand. De må ikke bruges til forfængelig selvbehag, men skal høres i stilhed og tages imod med al ydmyghed og stor kærlighed. Og jeg sagde: «Salig den, du opdrager, Herre, og underviser i din lov, så du giver ham ro for de onde dage» (Sl 94,12–13), og han ikke skal blive øde på jorden.

2. Jeg, siger Herren, har undervist profeterne fra begyndelsen, og endnu i dag holder jeg ikke op med at tale til alle. Men mange er døve, stumme og hårde over for min stemme. De fleste hører hellere på verden end på Gud; de følger lettere deres køds lyst end Guds velbehag. Verden lover timelige og små ting, og man tjener den med stor iver. Jeg lover det højeste og det evige, og de dødeliges hjerter bliver sløve. Hvem tjener og adlyder mig i alle ting med så stor omhu, som man tjener verden og dens herrer? «Skam dig, Sidon, siger havet» (Es 23,4). Og spørger du om grunden, så hør hvorfor: For en ringe løn løber man en lang vej, men for det evige liv er der mange, som knap løfter foden fra jorden én gang. Luthersk note: Thomas stiller det evige liv op som en løn, man skal anstrenge sig og tjene for, ligesom man tjener for verdens løn. Efter Skriften er det evige liv Guds gave i Kristus (Rom 6,23); når Skriften alligevel kalder det en løn, er det en nådeløn, som gives børnene som en arv, ikke en betaling for vores tjeneste (CA IV; Apologien IV og V). Man jager efter en ussel gevinst; for en enkelt mønt strides man undertiden skammeligt; for en forfængelig ting og et lille løfte er man ikke bange for at slide sig træt dag og nat.

3. Men ak, for det uforanderlige gode, for den uvurderlige løn, for den højeste ære og den uendelige herlighed er man for doven til at blive blot en smule træt. Skam dig derfor, du dovne og klagende tjener, fordi de viser sig villigere til fortabelse, end du er til livet. De glæder sig mere over forfængeligheden, end du over sandheden. De bliver ganske vist undertiden skuffet i deres håb, men mit løfte svigter ingen, og den, der stoler på mig, sender jeg ikke tomhændet bort. Hvad jeg har lovet, vil jeg give; hvad jeg har sagt, vil jeg opfylde – hvis blot man bliver tro i min kærlighed til enden. Jeg er den, der lønner alle gode, og den stærke prøver af alle fromme. Luthersk note: Igen forudsættes det evige liv som løn for troskab og kærlighed til enden; efter luthersk lære gives det for Kristi skyld og tages imod ved troen, Gud lønner de troendes gerninger af nåde, og at vi bliver i troen til enden, er selv hans værk (Fil 1,6; Apologien IV og V; Konkordieformlen XI).

4. Skriv mine ord i dit hjerte, og grund omhyggeligt over dem; for i fristelsens tid vil du have stor brug for dem. Hvad du ikke forstår, når du læser, skal du forstå på den dag, jeg besøger dig. På to måder plejer jeg at besøge mine udvalgte: med fristelse og med trøst. Og to lektier læser jeg for dem hver dag: den ene, når jeg irettesætter deres fejl, den anden, når jeg formaner dem til at vokse i dyd. Den, der har mine ord og foragter dem, har én, som dømmer ham på den yderste dag.

Bøn om andagtens nåde

5. Herre min Gud, du er alt mit gode. Og hvem er jeg, at jeg skulle vove at tale til dig? Jeg er din fattigste lille tjener og din foragtede lille orm, langt fattigere og mere foragtelig, end jeg ved og tør sige. Husk dog, Herre, at jeg intet er, intet formår og intet har. Du alene er god, retfærdig og hellig; du kan alt, du giver alt, du fylder alt, kun synderen lader du gå tom bort. Luthersk note: Thomas tænker på den synder, der ikke vil omvende sig; evangeliet siger, at Gud netop tager imod syndere og retfærdiggør den ugudelige, der tror (Luk 15,2; Rom 4,5; CA IV). Kom din barmhjertighed i hu, Herre, og fyld mit hjerte med din nåde, du som ikke vil, at dine gerninger skal være tomme.

6. Hvordan kan jeg holde mig selv ud i dette elendige liv, hvis du ikke styrker mig med din barmhjertighed og nåde? Vend ikke dit ansigt bort fra mig, udskyd ikke dit besøg, drag ikke din trøst bort fra mig, for at min sjæl ikke skal være «som jord uden vand for dig» (Sl 143,6). «Lær mig, Herre, at gøre din vilje» (Sl 143,10). Lær mig at vandre værdigt og ydmygt for dit ansigt; for du er min visdom, du som kender mig i sandhed og kendte mig, før verden blev til, og før jeg blev født til verden.