VI. Om prøvelsen af den sande elsker

1. Min søn, du er endnu ikke en stærk og klog elsker. Hvorfor, Herre? Fordi du ved en lille modgang opgiver det, du har begyndt, og alt for begærligt søger trøst. Den stærke elsker står fast i fristelserne og tror ikke på fjendens listige overtalelser. Som jeg behager ham i medgang, sådan mishager jeg ham heller ikke i modgang.

2. Den kloge elsker ser ikke så meget på den elskendes gave som på giverens kærlighed. Han agter mere på hjertelaget end på værdien og stiller alle gaver lavere end den elskede. Den ædle elsker hviler ikke i gaven, men i mig, over enhver gave. Derfor er ikke alt tabt, selv om du til tider tænker og føler mindre godt om mig eller mine hellige, end du ville ønske. Den gode og søde følelse, som du undertiden fornemmer, er virkningen af den nærværende nåde og en forsmag på det himmelske fædreland; men på den skal du ikke støtte dig for meget, for den kommer og går.

3. Men at kæmpe mod sindets onde tilskyndelser, når de melder sig, og at foragte Djævelens indskydelser er et tydeligt tegn på dyd og stor fortjeneste. Luthersk note: Thomas kalder her kampen mod fristelsen en «stor fortjeneste» (magnum meritum), som om den gjorde os værdige over for Gud. Skriften lærer, at de troendes kamp og gode gerninger behager Gud og belønnes af nåde, men at vi ikke fortjener nåden og det evige liv ved dem; dem har vi alene for Kristi skyld ved troen (Rom 3,24; Ef 2,8–9; CA IV og XX; Apologien IV og V). Lad derfor ikke fremmede forestillinger, der trænger sig ind på dig, forvirre dig, hvad de så end drejer sig om. Hold modigt fast ved dit forsæt og din rette hensigt mod Gud. Det er ikke et blændværk, at du undertiden pludselig bliver revet hen i henrykkelse og straks vender tilbage til hjertets vante tåbeligheder. Dem udsættes du snarere for mod din vilje, end du udfører dem; og så længe de mishager dig, og du kæmper imod, er det fortjeneste og ikke fortabelse. Luthersk note: Også her regnes modstanden mod de onde tanker som fortjeneste; trøsten i anfægtelsen er ifølge luthersk lære ikke vores egen kamp, men at synden er tilgivet for Kristi skyld (Apologien IV).

4. Vid, at den gamle fjende på enhver måde søger at hindre din længsel efter det gode og at drage dig bort fra al from øvelse: fra at ære de hellige, fra den fromme erindring om min lidelse, fra den gavnlige erindring om dine synder, fra vagten over dit eget hjerte og fra det faste forsæt om at gå frem i dyd. Luthersk note: Ved «at ære de hellige» (sanctorum cultus) tænker Thomas på middelalderens helgendyrkelse, som også omfattede påkaldelse af helgenerne og tillid til deres fortjenester. Luthersk lære ærer helgenerne ved at takke Gud for dem, styrke troen ved deres eksempel og efterligne deres tro, men lærer ikke at påkalde dem, for Kristus er den eneste mellemmand (1 Tim 2,5; CA XXI; Apologien XXI; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Han indgiver dig mange onde tanker for at vække lede og rædsel i dig og kalde dig bort fra bønnen og den hellige læsning. Det ydmyge skriftemål mishager ham, og om han kunne, ville han få dig til at holde op med at gå til alters. Tro ham ikke, og bryd dig ikke om ham, selv om han tit har spændt bedragets snarer for dig. Tilskriv ham det, når han indgiver dig onde og urene tanker. Sig til ham: Vig bort, du urene ånd! Skam dig, du elendige! Vig bort, du er uren, du, som kommer med sådant for mine ører! Gå bort fra mig, du værste forfører; du skal ikke have nogen del i mig, men Jesus skal være med mig som en stærk kriger, og du skal stå til skamme. Hellere vil jeg dø og lide enhver straf end give dig efter. Ti og forstum! Jeg vil ikke høre på dig mere, om du så volder mig endnu flere plager. «Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?» (Sl 27,1) «Om en hær lejrer sig imod mig, frygter mit hjerte ikke» (Sl 27,3). «Herren er min hjælper og min forløser» (Sl 19,15).

5. Kæmp som en god soldat; og falder du undertiden af skrøbelighed, så tag nye kræfter, stærkere end før, i tillid til min rigere nåde, og vogt dig vel for forfængeligt selvbehag og hovmod. Derfor bliver mange ført vild og falder undertiden i en næsten uhelbredelig blindhed. Lad de hovmodiges fald, de, der tåbeligt stoler på sig selv, være dig til advarsel og til stadig ydmyghed.