VII. Om at skjule nåden under ydmyghedens vagt

1. Min søn, det er mere gavnligt og tryggere for dig at skjule andagtens nåde og ikke ophøje dig selv, ikke tale meget om den og ikke tillægge den stor vægt, men snarere at ringeagte dig selv og frygte, som om den var givet en uværdig. Man skal ikke klynge sig for fast til denne følelse, som hurtigt kan slå om i sin modsætning. Tænk, når du har nåden, på, hvor elendig og fattig du plejer at være uden nåden. Fremgangen i det åndelige liv ligger ikke kun i, at du har trøstens nåde, men i, at du ydmygt, selvfornægtende og tålmodigt bærer det, når den bliver taget fra dig, så du da ikke bliver sløv i bønnens iver eller lader dine øvrige daglige gerninger helt forfalde, men gerne gør, hvad der står i din magt, så godt du kan og forstår, og ikke helt forsømmer dig selv på grund af tørheden eller angsten i sindet, som du føler. Luthersk note: «Gøre, hvad der står i din magt» (facere quod in se est) er skolastikkens formel for, at mennesket ved at gøre sit bedste beredte sig til at modtage nåden. Her gælder det de daglige pligter i den åndelige tørke, men luthersk lære afviser, at vi kan berede os til nåden eller fortjene den ved egne kræfter; Gud giver nåden uforskyldt ved Ordet, og trøsten i tørken er hans løfte, ikke vores flid (CA XVIII; Apologien IV; Konkordieformlen II).

2. For der er mange, der straks bliver utålmodige eller dovne, når det ikke går dem godt. «For et menneskes vej står ikke altid i hans egen magt» (Jer 10,23); men det er Gud, der giver og trøster, når han vil, så meget han vil og hvem han vil, som det behager ham, og ikke mere. Nogle uforsigtige har ødelagt sig selv på grund af andagtens nåde, fordi de ville gøre mere, end de kunne; de tog ikke mål af deres egen ringhed, men fulgte snarere hjertets lyst end fornuftens dom. Og fordi de dristede sig til større ting, end Gud havde behag i, mistede de hurtigt nåden. De blev fattige og blev efterladt i ringhed, de, der havde bygget sig rede i himlen, for at de ydmyget og forarmet skulle lære ikke at flyve med deres egne vinger, men at håbe under mine fjer. De, der endnu er nye og uøvede på Herrens vej, kan let blive bedraget og ført vild, hvis de ikke lader sig lede af kloge folks råd.

3. Vil de hellere følge deres egen mening end tro andre, der har erfaring, vil udgangen blive farlig for dem, hvis de alligevel ikke vil lade sig drage bort fra deres egne indfald. De, der er kloge i egne øjne, lader sig sjældent ydmygt lede af andre. Det er bedre at have lidt visdom med ydmyghed og ringe forstand end store skatte af lærdom med forfængeligt selvbehag. Det er bedre for dig at have mindre end meget af det, som kunne gøre dig hovmodig. Den handler ikke klogt nok, der giver sig helt hen til glæden og glemmer sin tidligere fattigdom og den kyske frygt for Herren, som frygter for at miste den nåde, der er givet. Den viser heller ikke megen åndelig styrke og visdom, der i modgangens tid og i enhver tung stund bærer sig altfor fortvivlet ad og tænker og føler mindre tillidsfuldt om mig, end han bør.

4. Den, der i fredstid vil være altfor sikker, vil ofte vise sig altfor modløs og frygtsom i krigstid. Vidste du altid at forblive ydmyg og ringe i dine egne øjne og at styre og lede din ånd vel, ville du ikke så hurtigt falde i fare og anstød.

5. Det er et godt råd, at du, når åndens glød er tændt i dig, tænker på, hvordan det vil blive, når lyset går bort. Og når det sker, så husk, at lyset kan vende tilbage igen; jeg har taget det bort for en tid, dig til advarsel og mig til ære. En sådan prøvelse er ofte mere gavnlig, end hvis du altid havde medgang efter din egen vilje. For fortjenesten skal ikke måles efter, om nogen har mange syner eller megen trøst, eller om han er kyndig i Skriften eller er sat i en højere stilling, men efter, om han er grundfæstet i sand ydmyghed og fyldt af guddommelig kærlighed; om han altid rent og helt søger Guds ære; om han regner sig selv for intet og i sandhed ringeagter sig selv og endda hellere glæder sig over at blive ringeagtet og ydmyget af andre end over at blive æret. Luthersk note: Thomas taler om, hvordan «fortjenesterne» (merita) skal måles, og regner ydmyghed og kærlighed som det, der giver værdi over for Gud. Efter luthersk lære er de troendes ydmyghed og kærlighed frugter af troen, som Gud lønner af nåde, men ingen fortjeneste, der gør os retfærdige eller værdige til det evige liv (CA VI og XX; Apologien IV og V).