VIII. Om at agte sig selv ringe for Guds øjne

1. «Skal jeg tale til min Herre, jeg, som er støv og aske?» (1 Mos 18,27). Regner jeg mig selv for mere, se, da står du imod mig, og mine misgerninger aflægger et sandt vidnesbyrd, som jeg ikke kan modsige. Men gør jeg mig ringe og regner mig for intet, giver jeg slip på al egen agtelse og gør mig til støv, som jeg er, da vil din nåde være mig gunstig og dit lys være mit hjerte nær, og al selvagtelse, hvor lille den end er, skal synke ned i min intetheds dal og gå til grunde for evigt. Dér viser du mig, hvem jeg er, hvem jeg var, og hvorfra jeg kom; for «jeg er intet og vidste det ikke» (Sl 73,22). Overlades jeg til mig selv, se, da er jeg intet og lutter skrøbelighed; men ser du pludselig til mig, bliver jeg straks stærk og fyldt med ny glæde. Og det er såre forunderligt, at jeg så hurtigt løftes op og så venligt omfavnes af dig, jeg, som af min egen tyngde altid synker mod dybet.

2. Det gør din kærlighed, som uforskyldt kommer mig i forkøbet og hjælper mig i så mange nødsituationer, som også bevarer mig fra svære farer og, sandt at sige, river mig ud af utallige onder. For ved at elske mig selv forkert mistede jeg mig selv; og ved at søge dig alene og elske dig rent fandt jeg både mig selv og dig, og af kærlighed har jeg gjort mig endnu dybere til intet. For du, o du Sødeste, handler med mig ud over al fortjeneste og ud over det, jeg tør håbe eller bede om.

3. Velsignet være du, min Gud! For skønt jeg er uværdig til alt godt, holder din ædelhed og uendelige godhed dog aldrig op med at gøre godt, også mod de utaknemmelige og mod dem, der har vendt sig langt bort fra dig. Omvend os til dig, så vi bliver taknemmelige, ydmyge og fromme, for du er vores frelse, vores kraft og vores styrke.