X. At det er sødt at tjene Gud, når man har foragtet verden

1. Nu vil jeg atter tale, Herre, og ikke tie. Jeg vil sige det for min Guds og min konges ører, han, som er i det høje: «Hvor stor er din sødmes fylde, Herre, som du har gemt til dem, der frygter dig!» (Sl 31,20). Men hvad er du da for dem, der elsker dig? Hvad for dem, der tjener dig af hele deres hjerte? Sandelig, usigelig er sødmen ved at skue dig, den, du skænker dem, der elsker dig. Deri har du mest af alt vist din kærligheds sødme, at du skabte mig, da jeg ikke var til, og førte mig tilbage, da jeg for vild langt fra dig, for at jeg skulle tjene dig, og bød mig at elske dig.

2. O du den evige kærligheds kilde, hvad skal jeg sige om dig? Hvordan kan jeg glemme dig, som har værdiget dig til at huske på mig? Selv efter at jeg var sygnet hen og gået til grunde, har du vist din tjener barmhjertighed ud over alt håb og vist ham nåde og venskab ud over al fortjeneste. Hvad skal jeg gengælde dig for denne nåde? For det er ikke givet alle at give afkald på alt, sige verden farvel og vælge klosterlivet. Luthersk note: Thomas forudsætter her middelalderens lære om, at det at forlade alt og gå i kloster er en særlig, højere vej til fuldkommenhed (de evangeliske råd). Luthersk lære lærer, at den kristne fuldkommenhed er gudsfrygt og tro i det kald, Gud har sat os i, og at klosterlivet ikke er en højere stand end ægteskab, arbejde og hjem (1 Kor 7,17; CA XXVII; Apologien XXVII). Er det da noget stort, at jeg tjener dig, som al skabningen er pligtig at tjene? Det bør ikke synes mig stort. Men dette synes mig snarere stort og forunderligt, at du værdiger dig til at tage en så fattig og uværdig i din tjeneste og forene ham med dine elskede tjenere.

3. Se, alt, hvad jeg har, og det, jeg tjener dig med, er dit. Og dog er det omvendt: du tjener mig mere, end jeg tjener dig. Se, himlen og jorden, som du skabte til menneskets tjeneste, står rede og gør hver dag alt, hvad du har befalet. Og det er endda lidt: du har også skabt og indsat englene til menneskets tjeneste. Men det overgår alt dette, at du selv har værdiget dig til at tjene mennesket og har lovet at give dig selv.

4. Hvad skal jeg give dig for disse tusinder af goder? Gid jeg kunne tjene dig alle mit livs dage! Gid jeg blot en eneste dag kunne yde dig en værdig tjeneste! Sandelig, du er værdig til al tjeneste, al ære og evig lovprisning. Sandelig, du er min Herre, og jeg er din fattige tjener, som er forpligtet til at tjene dig af alle kræfter og aldrig må blive træt af at prise dig. Sådan vil jeg, sådan længes jeg, og hvad der fattes mig, det vær du så nådig at udfylde.

5. Det er en stor ære og en stor herlighed at tjene dig og ved dig og for din skyld at foragte alt. For de, der frivilligt underkaster sig din allerhelligste tjeneste, skal få stor nåde, og de, der for din kærligheds skyld har kastet al kødelig lyst fra sig, skal finde Helligåndens sødeste trøst. De, der for dit navns skyld går ind på den snævre vej og har ladet al verdslig bekymring fare, skal opnå stor frihed i hjertet. Luthersk note: Med «din allerhelligste tjeneste» og «den snævre vej» tænker Thomas især på klosterlivet, og han lover stor nåde til dem, der underkaster sig det; efter luthersk lære gives nåden ikke som løn for et klosterløfte, men frit for Kristi skyld til alle, der tror (CA XXVII; Apologien XXVII).

6. O du Guds kære og glædelige tjeneste, hvorved mennesket i sandhed bliver frit og helligt! O du hellige stand, ordensfolkets tjeneste, som gør mennesket lig englene, velbehageligt for Gud, frygtindgydende for de onde ånder og anbefalelsesværdigt for alle troende! O du tjeneste, som man skal favne og altid ønske, hvorved man fortjener det højeste gode og vinder en glæde, som skal blive uden ende! Luthersk note: Thomas priser her ordensstanden som den stand, «hvorved man fortjener det højeste gode» (promeretur), og som gør mennesket lig englene. Luthersk lære afviser, at klosterløfterne fortjener nåde og det evige liv eller er en højere fuldkommenhed end andre kald; det evige liv er Guds gave i Kristus (Rom 6,23), og al sand gudstjeneste i ethvert kald hviler på troen på ham (CA XXVII; Apologien XXVII; De Schmalkaldiske Artikler II,3).