XI. At hjertets ønsker skal prøves og styres

1. Min søn, du må endnu lære meget, som du ikke har lært godt endnu. Hvad er det, Herre? At du helt lægger dit ønske ind under mit velbehag og ikke elsker dig selv, men ivrigt elsker min vilje og stræber efter den. Ønskerne optænder dig tit og driver dig heftigt frem; men overvej, om det mest er min ære eller din egen ære og fordel, der bevæger dig. Er det mig, det gælder, vil du være vel tilfreds, hvordan jeg end ordner det. Men skjuler der sig noget af egen vinding, se, så er det dette, der hindrer og tynger dig.

2. Vogt dig derfor for at støtte dig for meget til et ønske, du har fattet på forhånd uden at spørge mig til råds, så du ikke siden fortryder, og det mishager dig, som først behagede dig, og som du ivrede for som det bedre. For ikke enhver tilbøjelighed, der synes god, skal man straks følge, og heller ikke enhver modsat tilbøjelighed skal man straks fly. Det er undertiden nyttigt at holde igen, også i gode bestræbelser og ønsker, så du ikke ved et rastløst sind bliver adspredt, så du ikke ved mangel på tugt giver andre anstød, og så du ikke ved andres modstand pludselig bliver forvirret og falder.

3. Men undertiden må man bruge magt og mandigt gå imod den sanselige lyst og ikke ænse, hvad kødet vil, og hvad det ikke vil, men snarere arbejde på, at det, selv mod sin vilje, bliver underlagt ånden. Det skal tugtes og tvinges til at tjene så længe, indtil det er parat til alt, lærer at nøjes med lidt, glæde sig ved det enkle og ikke knurre over nogen ulejlighed.