XII. Om at lære tålmodighed og om kampen mod begærene

1. Herre Gud, som jeg hører, er tålmodighed mig meget nødvendig. For meget går os imod i dette liv. Hvordan jeg end ordner det for min fred, kan mit liv ikke være uden smerte og strid. – Sådan er det, min søn. For jeg vil ikke, at du skal søge en fred, der er uden fristelser eller ikke mærker modgang; men du skal først mene at have fundet fred, når du er blevet øvet i mange slags trængsler og prøvet i megen modgang.

2. Siger du, at du ikke kan tåle meget, hvordan vil du så udholde skærsildens ild? Luthersk note: Thomas forudsætter her den middelalderlige lære om skærsilden, hvor sjælene efter døden skal sone de timelige straffe for deres synder. Luthersk lære afviser den, fordi Skriften ikke lærer den, og fordi den strider mod hovedartiklen, at Kristus alene og ikke menneskers gerninger eller lidelser frelser sjælene (Apologien XII; De Schmalkaldiske Artikler II,2,12). Af to onder skal man altid vælge det mindste. For at du kan undslippe de evige straffe, der skal komme, så stræb efter for Guds skyld at bære de nuværende onder med sindsro. Luthersk note: Her regnes de lidelser, man bærer nu, som et middel til at undslippe den kommende straf, sådan som middelalderens lære om bod og fyldestgørelse tænkte. Efter Skriften har Kristus alene båret straffen for vores synder (Es 53,5), og den troendes lidelser er Guds faderlige tugt og prøvelse, ikke en betaling, der afværger straf (Apologien XII). Eller tror du, at denne verdens mennesker intet eller kun lidt må lide? Det vil du ikke finde, selv om du søgte efter de mest forvænte. Men, siger du, de har mange glæder og følger deres egen vilje; derfor regner de deres trængsler for lidt. Lad det være sådan, at de har alt, hvad de vil – men hvor længe tror du, det varer?

3. Se, som røg skal de forsvinde, de, der har overflod i verden, og der skal ikke være noget minde om de svundne glæder. Ja, selv mens de endnu lever, finder de ikke hvile i dem uden bitterhed, lede og frygt. For af den samme ting, som de henter deres glæde fra, får de ofte smertens straf tilbage. Det sker dem med rette: fordi de søger og følger glæderne uden mål og orden, kan de ikke nyde dem uden bitterhed og skam.

4. Åh, hvor korte, hvor falske, hvor uordnede og skammelige de alle er! Men i deres beruselse og blindhed forstår de det ikke; som umælende dyr pådrager de sig sjælens død for en lille glæde i dette forgængelige liv. Derfor, min søn, «gå ikke efter dine lyster, og vend dig bort fra din egen vilje» (Sir 18,30). «Glæd dig i Herren, så skal han give dig, hvad dit hjerte beder om» (Sl 37,4).

5. For vil du i sandhed glæde dig og trøstes rigeligere af mig, se, så skal din velsignelse ligge i at foragte alt verdsligt og skære alle usle glæder bort, og rig trøst skal gives dig. Luthersk note: Thomas lover her Guds trøst som følge af, at man foragter verden og giver afkald på dens glæder. Luthersk lære skelner: samvittighedens sande trøst er syndernes forladelse, som Gud giver ufortjent for Kristi skyld gennem ordet og sakramenterne, ikke noget, man opnår ved at give afkald (Apologien V,241); selvfornægtelsen er troens frugt, ikke vejen til trøsten. Og jo mere du drager dig bort fra al trøst hos det skabte, des sødere og stærkere trøst skal du finde i mig. Men i begyndelsen når du ikke frem til den uden en vis sorg og en hård kamp. Den indgroede vane vil stå imod, men den skal overvindes af en bedre vane. Kødet vil knurre, men det skal tøjles af åndens iver. Den gamle slange vil egge og ophidse dig, men den skal jages på flugt ved bøn; og ved nyttigt arbejde skal dens adgang desuden spærres godt.