XIV. Om at betænke Guds skjulte domme, så vi ikke bliver hovmodige af det gode

1. Du lader dine domme tordne over mig, Herre, du ryster alle mine ben med frygt og bæven, og min sjæl forfærdes dybt. Jeg står forstenet og betænker, at «himlene ikke er rene for dine øjne» (Job 15,15). Fandt du ondskab hos englene og skånede dem dog ikke, hvad skal der så blive af mig? Stjerner faldt ned fra himlen, og hvad bilder jeg mig da ind, jeg, som er støv? Folk, hvis gerninger syntes prisværdige, faldt ned i dybet, og dem, der spiste englebrød, så jeg finde behag i de bælge, som svinene åd.

2. Der er altså ingen hellighed, hvis du drager din hånd tilbage, Herre. Ingen visdom hjælper, hvis du holder op med at styre. Ingen styrke hjælper, hvis du holder op med at bevare. Ingen kyskhed er sikker, hvis du ikke beskytter den. Ingen vagt, vi selv holder, hjælper, hvis din hellige årvågenhed ikke er der. For overladt til os selv synker vi og går til grunde, men når du besøger os, lever vi og rejses op. Vi er ustadige, men ved dig gøres vi faste; vi bliver lunkne, men af dig sættes vi i brand.

3. Åh, hvor ydmygt og ringe må jeg tænke om mig selv, og hvor lidt må jeg regne det for, hvis jeg synes at have noget godt! Åh, hvor dybt må jeg bøje mig under dine afgrundsdybe domme, Herre, hvor jeg finder, at jeg ikke er andet end intet og atter intet! Åh, umådelige vægt, åh, hav, som ingen kan svømme over, hvor jeg intet finder af mig selv uden helt og aldeles intet! Hvor er så hæderens skjulested? Hvor er tilliden, der er undfanget af dyd? Al tom ære er opslugt i dybet af dine domme over mig.

4. Hvad er alt kød for dine øjne? «Kan leret rose sig mod den, der former det?» (Es 29,16). Hvordan kan den, hvis hjerte i sandhed er underlagt Gud, løftes op af tom snak? Hele verden kunne ikke løfte den op, som sandheden har underlagt sig; og den, der har grundfæstet hele sit håb i Gud, bliver ikke rokket af alle de munde, der roser ham. For se, også de, der taler, er alle intet, og de skal forgå med deres ords lyd; men «Herrens sandhed bliver til evig tid» (Sl 117,2).