XVII. At al bekymring skal lægges på Gud

1. Min søn, lad mig gøre med dig, som jeg vil; jeg ved, hvad der gavner dig. Du tænker som et menneske, og i meget dømmer du, som menneskelig følelse råder dig.

2. Herre, det er sandt, hvad du siger. Din omsorg for mig er større end al den omsorg, jeg selv kunne have for mig. For den står alt for usikkert, som ikke kaster al sin bekymring på dig. Herre, når blot min vilje forbliver ret og fast hos dig, så gør med mig, hvad du vil. For det kan ikke være andet end godt, hvad du gør med mig. Vil du, at jeg skal være i mørke, så velsignet være du; og vil du, at jeg skal være i lys, så velsignet være du atter. Værdiger du dig at trøste mig, så velsignet være du; vil du, at jeg skal lide trængsel, så velsignet være du på samme måde, altid.

3. Min søn, sådan må du stå, hvis du vil vandre med mig. Du skal være lige så rede til at lide som til at glæde dig. Du skal lige så gerne være fattig og trængende som mæt og rig.

4. Herre, gerne vil jeg for din skyld lide alt, hvad du vil lade komme over mig. Uden forskel vil jeg tage imod godt og ondt, sødt og bittert, glæde og sorg af din hånd og takke for alt, hvad der hænder mig. Bevar mig fra al synd, så frygter jeg hverken døden eller helvede. Når blot du ikke forkaster mig for evigt og ikke sletter mig af livets bog, så skal ingen trængsel, der kommer over mig, skade mig.