XVI. At den sande trøst alene skal søges hos Gud

1. Alt, hvad jeg kan ønske eller tænke mig til min trøst, venter jeg ikke her, men i det kommende. For om jeg havde al denne verdens trøst og kunne nyde alle dens glæder, er det sikkert, at de ikke kunne vare længe. Derfor kan du, min sjæl, ikke fuldt ud trøstes eller fuldkomment vederkvæges uden i Gud, de fattiges trøst og de ydmyges beskytter. Vent lidt, min sjæl, vent på Guds løfte, så skal du have overflod af alt godt i himlen. Men begærer du det nuværende alt for uordnet, mister du det evige og himmelske. Lad det timelige være til brug, det evige til længsel. Intet timeligt gode kan mætte dig, for du er ikke skabt til at nyde det.

2. Selv om du havde alle skabte goder, kunne du ikke være lykkelig og salig; men i Gud, som har skabt alt, består hele din salighed og lykke – ikke sådan som de tåbelige elskere af verden ser og priser den, men sådan som Kristi gode troende venter på den, og som de åndelige og rene af hjertet, «hvis borgerskab er i himlene» (Fil 3,20), undertiden får en forsmag af. Tom og kort er al menneskelig trøst; salig og sand er den trøst, som sandheden giver i det indre. Det fromme menneske bærer overalt sin trøster Jesus med sig og siger til ham: Vær hos mig, Herre Jesus, på ethvert sted og til enhver tid. Lad det være min trøst gerne at ville undvære al menneskelig trøst. Og mangler din trøst, så lad din vilje og din retfærdige prøvelse være min højeste trøst. For «du vil ikke vredes evigt og ikke true for evigt» (Sl 103,9).