XVIII. At timelige genvordigheder skal bæres med sindsro efter Kristi eksempel

1. Min søn, jeg steg ned fra himlen for din frelses skyld; jeg tog dine genvordigheder på mig, ikke af nødvendighed, men drevet af kærlighed, for at du skulle lære tålmodighed og bære de timelige genvordigheder uden harme. For fra min fødsels time til min udgang på korset manglede jeg aldrig smerte at bære, og jeg led stor mangel på timelige ting. Mange klager over mig hørte jeg ofte; skam og hån bar jeg med mildhed; for velgerninger fik jeg utak, for undere bespottelse, for min lære dadel.

2. Herre, fordi du var tålmodig i dit liv og især deri opfyldte din Faders bud, er det rimeligt, at jeg, en usel synder, efter din vilje bærer mig selv tålmodigt og, så længe du vil, bærer dette forgængelige livs byrde til min frelse. Luthersk note: Udtrykket forudsætter, at den tålmodigt bårne lidelse bidrager til frelsen. Luthersk lære siger, at frelsen alene er givet for Kristi skyld ved troen; lidelsen frelser ikke, men tjener til at døde det gamle menneske og øve troen (Apologien V,245). For selv om det nuværende liv føles tungt, er det dog nu ved din nåde blevet meget fortjenstfuldt, og ved dit eksempel og dine helliges fodspor er det blevet lettere og lysere for de svage. Luthersk note: Thomas forudsætter den middelalderlige lære, at livet ved den indgydte nåde bliver fortjenstfuldt, så de gode gerninger og lidelser fortjener det evige liv. Luthersk lære siger, at de troendes gerninger og lidelser behager Gud for Kristi skyld og belønnes af nåde, men at det evige liv ikke er en løn for fortjenester; det gives på grund af løftet for Kristi skyld (Apologien V,241–245). Det er også langt mere fuldt af trøst, end det var engang i Den Gamle Pagts tid, da himlens port forblev lukket, og vejen også syntes mørkere, fordi så få brød sig om at søge Himmeriget. Ja, end ikke de, der dengang var retfærdige og skulle frelses, kunne gå ind i Himmeriget før din lidelse og din hellige død. Luthersk note: Thomas forudsætter her den middelalderlige lære om fædrenes forgård (limbus patrum), hvor Den Gamle Pagts retfærdige måtte vente på Kristus uden for Himmeriget. Skriften lærer ikke en sådan forgård; den viser tværtimod de troende fra Den Gamle Pagt hos Gud (Luk 16,22; Matt 22,32), og bekendelsen siger, at fædrene blev frelst ved troen på løftet om Kristus ligesom de troende i Den Nye Pagt (Apologien IV,57).

3. Åh, hvor stor tak er jeg skyldig dig, fordi du har værdiget dig at vise mig og alle troende den rette og gode vej til dit evige rige! For dit liv er vores vej, og ved hellig tålmodighed vandrer vi til dig, som er vores krone. Luthersk note: Her fremstilles Kristi liv først og fremmest som den vej, vi skal gå i tålmodighed for at nå til ham. Luthersk lære siger, at Kristus først er vores frelser, som giver os syndernes forladelse og det evige liv ufortjent, og først derefter et eksempel for dem, der tror; gøres han alene til forbillede og lovgiver, formørkes hans embede som forsoner (Apologien V,271). Var du ikke gået foran og havde lært os, hvem ville så bryde sig om at følge efter? Ak, hvor mange ville ikke vige langt tilbage, hvis de ikke så dine herlige eksempler! Se, endnu er vi lunkne, skønt vi har hørt om så mange af dine tegn og så megen af din lære. Hvad ville der ske, hvis vi ikke havde et så stort lys til at følge dig?