XIX. Om at tåle uret, og hvem der er sandt tålmodig

1. Hvad er det, du siger, min søn? Hold op med at klage; tænk på min lidelse og de andre helliges. «Du har endnu ikke stået imod til blodet» (Hebr 12,4). Det er lidt, du lider, sammenlignet med dem, der har lidt så meget, er blevet så stærkt fristet, så hårdt trængt, så mangfoldigt prøvet og øvet. Derfor bør du kalde de andres tungere lidelser i erindring, så du lettere kan bære dine egne, der er så små. Og synes de dig ikke små, så se til, at det ikke også er din utålmodighed, der gør det. Men hvad enten de er små eller store, så stræb efter at bære dem alle med tålmodighed.

2. Jo bedre du bereder dig på at lide, des klogere handler du, og des mere fortjener du; og du vil bære det lettere, når du i sind og øvelse er beredt dertil uden sløvhed. Luthersk note: Thomas forudsætter her den romerske lære om, at det, man tålmodigt bærer, fortjener noget hos Gud (meritum). Luthersk lære siger ud fra Skriften, at hverken lidelse eller gerninger fortjener nåden og det evige liv, som gives uforskyldt for Kristi skyld ved troen (Rom 3,24; Ef 2,8–9); men Gud har af nåde lovet at lønne de troendes lidelser og gerninger (CA IV og XX; Apologien IV og V). Sig ikke: «Det kan jeg ikke tåle af sådan et menneske, og den slags skal jeg ikke finde mig i; for han har gjort mig stor skade og bebrejder mig ting, jeg aldrig havde tænkt på. Af en anden vil jeg gerne tåle det, så vidt jeg selv synes, det bør tåles.» Sådan en tanke er uforstandig; den tænker ikke på tålmodighedens dyd og ikke på, hvem der skal krone den, men vejer snarere personerne og de krænkelser, man selv har lidt. Luthersk note: Kronen er her tænkt som løn for den fortjenstfulde tålmodighed; efter Skriften er livets krone Guds nådegave til de troende for Kristi skyld (Jak 1,12; Apologien V).

3. Den er ikke sandt tålmodig, der kun vil lide, så meget han selv finder for godt, og af den, han selv vælger. Den sandt tålmodige spørger ikke, af hvilket menneske han prøves, om det er af hans foresatte, af en ligemand eller af en, der står under ham, om det er af en god og hellig mand eller af en vrang og uværdig. Men uden forskel, fra hvilken skabning det end kommer, hvor meget og hvor ofte der end møder ham noget imod, tager han det alt sammen taknemmeligt af Guds hånd og regner det for en stor vinding; for hos Gud kan intet, der er lidt for Guds skyld, hvor lidt det end er, gå hen uden fortjeneste. Luthersk note: Også her er lidelsen tænkt som fortjenstfuld hos Gud. Intet, de troende lider, går tabt hos Gud, for han har lovet at lønne dem af nåde; men lidelsen fortjener ikke nåden og det evige liv, som gives for Kristi skyld ved troen (Apologien IV og V).

4. Vær derfor rede til kampen, hvis du vil have sejren. Uden strid kan du ikke nå frem til tålmodighedens krone; vil du ikke lide, så nægter du at blive kronet. Luthersk note: Kronen er ikke en løn, som tålmodigheden gør krav på; de troende får den af nåde for Kristi skyld, og lidelsen er den vej, Gud fører dem ad (Rom 8,17–18; Apologien V). Men ønsker du at blive kronet, så kæmp som en mand, og hold ud med tålmodighed. Uden møje når man ikke til hvilen, og uden kamp kommer man ikke til sejren.

5. Herre, gør ved din nåde det muligt for mig, som synes mig umuligt af naturen. Du ved, hvor lidt jeg kan tåle, og hvor hurtigt jeg slås ned, når blot en lille modgang rejser sig. Lad enhver prøvelse og trængsel blive mig kær og velkommen for dit navns skyld; for at lide og plages for din skyld er meget sundt for min sjæl.