XX. Om at bekende sin egen skrøbelighed, og om dette livs elendighed

1. «Jeg bekender min uret imod mig selv» (Sl 32,5); jeg vil bekende min skrøbelighed for dig, Herre. Ofte er det en lille ting, der slår mig ned og gør mig bedrøvet. Jeg beslutter mig for at handle standhaftigt, men når en lille fristelse kommer, kommer jeg i stor trængsel. Undertiden er det en ganske ringe ting, som en svær fristelse kommer af; og mens jeg tror mig nogenlunde sikker, finder jeg mig, uden at jeg mærker det, til tider næsten overvundet af et let vindpust.

2. Se derfor, Herre, til min ringhed og min skrøbelighed, som du kender til bunds. Forbarm dig over mig, og «træk mig op af dyndet, så jeg ikke synker» (Sl 69,15), så jeg ikke for altid bliver liggende overvundet. Det er det, der så ofte slår mig tilbage og gør mig til skamme for dit ansigt, at jeg så let falder og er så svag til at stå imod lidenskaberne. Og selv om det ikke helt kommer til samtykke, er deres anfægtelse mig dog besværlig og tung, og jeg er meget træt af sådan at leve i strid hver dag. Heraf lærer jeg min skrøbelighed at kende: at de afskyelige indbildninger altid trænger meget lettere ind, end de viger.

3. Gid du, Israels stærke Gud, du som nidkært våger over de troendes sjæle, ville se til din tjeners møje og smerte og stå ham bi i alt, hvad han går i gang med. Styrk mig med himmelsk kraft, så det gamle menneske, det elendige kød, der endnu ikke er helt underlagt ånden, ikke får magt til at herske; mod det må jeg kæmpe, så længe der drages ånde i dette elendige liv. Ak, hvad er dog dette for et liv, hvor trængsler og elendighed aldrig mangler, hvor alt er fuldt af snarer og fjender! For når én trængsel eller fristelse viger, kommer en anden; ja, mens den første kamp endnu varer, kommer der mange andre, og det uventet.

4. Hvordan kan man elske menneskets liv, når det rummer så megen bitterhed og er underlagt så mange ulykker og elendigheder? Hvordan kan det overhovedet kaldes liv, når det føder så mange dødsfald og plager? Og dog elskes det, og mange søger deres glæde i det. Ofte dadler man verden, fordi den er falsk og forfængelig, og alligevel giver man den ikke let slip, så længe kødets lyster hersker. Men noget drager os til at elske, noget til at foragte. Til at elske verden drager kødets begær, øjnenes begær og livets hovmod; men de straffe og elendigheder, der med rette følger efter dem, føder had til verden og lede ved den.

5. Men ak, den onde lyst sejrer over det sind, der er hengivet til verden, og det regner det for en fryd at ligge under tornene, for det har hverken set eller smagt Guds sødme og dydens indre liflighed. Men de, der fuldkommen foragter verden og stræber efter at leve for Gud under hellig tugt, kender den guddommelige sødme, der er lovet dem, som i sandhed giver afkald, og de ser, hvor groft verden farer vild, og hvor mangfoldigt den bedrages. Luthersk note: Med «hellig tugt» og at give afkald tænker Thomas især på klosterlivet, som den romerske kirke regnede for en fuldkommenhedens stand over de andre stande. Luthersk lære siger, at den kristne fuldkommenhed er at frygte Gud og tro på hans nåde for Kristi skyld, og at den leves i ethvert kald, ikke kun i klosteret (CA XXVII; Apologien XXVII).