XXI. At man skal hvile i Gud over alle goder og gaver

1. Over alt og i alt skal du altid hvile i Herren, min sjæl, for han er de helliges evige hvile. Giv mig, sødeste og kærligste Jesus, at hvile i dig over enhver skabning, over al sundhed og skønhed, over al ære og hæder, over al magt og værdighed, over al viden og skarpsindighed, over al rigdom og kunst, over al glæde og jubel, over alt ry og al ros, over al sødme og trøst, over alt håb og løfte, over al fortjeneste og længsel, over alle de gaver og skænk, du kan give og udgyde, over al den fryd og fest, som sindet kan fatte og føle; ja, over alle engle og ærkeengle og over hele himlens hær, over alt synligt og usynligt og over alt det, min Gud, som du ikke er. Luthersk note: Thomas nævner fortjeneste blandt det, han sætter Gud over, og forudsætter dermed, at mennesket kan have fortjenester hos Gud. Luthersk lære siger, at vi ingen fortjeneste har at hvile i, men hviler i Kristi fortjeneste alene, som tilregnes os ved troen (CA IV; Apologien IV). For du, min Gud, er bedre end alt.

2. Du alene er den højeste, du alene den mægtigste, du alene den, der er nok i sig selv og fylden selv, du alene den sødeste og mest trøstende, du alene den skønneste og kærligste, du alene den ædleste og herligste over alt; i dig er alt godt samlet og fuldkomment, har været det og skal være det. Derfor er alt, hvad du giver mig ud over dig selv, eller åbenbarer eller lover om dig selv, for lidt og ikke nok, så længe jeg ikke ser dig og ikke fuldt ud har vundet dig. For mit hjerte kan ikke i sandhed hvile og ikke være helt tilfreds, uden at det hviler i dig og løfter sig over alle gaver og al skabning.

3. O min højtelskede brudgom, Jesus Kristus, du reneste elsker, du som hersker over hele skabningen, hvem vil give mig den sande friheds vinger, så jeg kan flyve hen og finde hvile i dig? O, hvornår skal det fuldt ud gives mig at have stunder til at se, hvor sød du er, Herre, min Gud? Hvornår skal jeg samle mig helt i dig, så jeg for din kærligheds skyld ikke føler mig selv, men kun dig, over al sans og alt mål, på en måde, som ikke alle kender? Men nu sukker jeg ofte og bærer min ulykke med smerte; for der møder mig meget ondt i denne jammerdal, som tit forstyrrer mig, gør mig bedrøvet og formørker mig, tit hindrer og adspreder mig, lokker og fanger mig, så jeg ikke har fri adgang til dig og ikke kan glæde mig ved dine liflige favntag, som altid er rede for de salige ånder. Lad mit suk og min mangfoldige forladthed på jorden røre dig.

4. O Jesus, den evige herligheds glans, du trøst for min sjæl på dens pilgrimsvandring, for dig er min mund uden røst, og min tavshed taler til dig. Hvor længe tøver min Gud med at komme? Lad ham komme til mig, sin fattige, og gøre mig glad; lad ham række sin hånd ud og rive den elendige ud af al trængsel. Kom, kom, for uden dig bliver ingen dag eller time stille; for du er min glæde, og uden dig er mit bord tomt. Jeg er elendig og ligesom fængslet, lagt i lænker og tynget, indtil du kvæger mig med din nærværelses lys, giver mig fri og igen viser mig dit venlige ansigt.

5. Lad andre i stedet for dig søge hvad som helst andet, de har lyst til; mig behager imens intet andet og skal intet andet behage end min Gud, mit håb, min evige frelse. Jeg vil ikke tie og ikke holde op med at bede, før din nåde vender tilbage til mig, og du taler til mig i mit indre.

6. Se, her er jeg; se, jeg kommer til dig, fordi du kaldte på mig. Dine tårer og din sjæls længsel, din ydmyghed og dit sønderknuste hjerte har bøjet mig og ført mig til dig. Luthersk note: Ordene kan forstås, som om tårer, anger og ydmyghed bevæger Gud til at give nåden (en fortjeneste «af rimelighed», de congruo). Luthersk lære siger, at angeren er Guds værk ved loven og ikke gør os værdige til nåden, som Gud giver uforskyldt for Kristi skyld; Thomas siger da også selv straks efter: «du vakte mig først» (Apologien IV; Konkordieformlen II).

7. Og jeg sagde: Herre, jeg har kaldt på dig og længtes efter at nyde dig, rede til at forkaste alt for din skyld. For du vakte mig først, så jeg søgte dig. Velsignet være du derfor, Herre, som har gjort denne godhed mod din tjener efter din store barmhjertighed. Hvad har din tjener mere at sige for dit ansigt, Herre, end at ydmyge sig dybt for dig, altid mindet om sin egen uret, skrøbelighed og ringhed? For der er ingen som du blandt alle himlens og jordens under. Dine gerninger er såre gode, Herre, dine domme er sande, og ved dit forsyn styres alt. Derfor være lov og ære dig, o Faderens visdom; lad min mund, min sjæl og alt det skabte sammen love og velsigne dig.