XXII. Om at komme Guds mangfoldige velgerninger i hu

1. Luk mit hjerte op, Herre, for din lov, og lær mig at vandre i dine bud. Giv mig at forstå din vilje og med stor ærefrygt og flittig eftertanke at komme dine velgerninger i hu, både de almindelige og de særlige, så jeg derved kan takke dig. Men jeg ved og bekender, at jeg ikke engang for den mindste af dem kan bringe dig den tak og lovprisning, jeg skylder. Jeg er ringere end alle de goder, du har vist mig; og når jeg betragter din højhed, svigter min ånd over dens storhed.

2. Alt, hvad vi har i sjæl og legeme, og alt, hvad vi ejer udvortes eller indvortes, af naturen eller over naturen, er dine velgerninger, og de priser dig som den gavmilde, nådige og gode, af hvem vi har fået alt godt. Og selv om den ene har fået mere og den anden mindre, er det dog alt sammen dit, og uden dig kan man ikke have det mindste. Den, der har fået større gaver, kan ikke rose sig af sin egen fortjeneste eller ophøje sig over andre eller håne den ringere; for den er større og bedre, som tilskriver sig selv mindst, og som er ydmygere og mere inderlig i sin tak. Og den, der regner sig for ringere end alle og dømmer sig selv mere uværdig, er bedre skikket til at modtage større gaver.

3. Men den, der har fået færre, bør ikke blive bedrøvet eller tage det ilde op eller misunde den rigere; han bør snarere se hen til dig og højlig prise din godhed, fordi du så rigeligt, så uforskyldt, så gerne og uden persons anseelse uddeler dine gaver. Alt er af dig, og derfor skal du prises for alt. Du ved, hvad det gavner hver enkelt at få; og hvorfor den ene har mindre og den anden mere, er ikke vores sag, men din at afgøre, for hos dig er det fastsat, hvad hver enkelt fortjener. Luthersk note: Thomas forudsætter, at Gud fordeler sine gaver efter menneskers fortjeneste. Luthersk lære siger, som Thomas selv lige har sagt, at Gud giver sine gaver uforskyldt; den løn, han giver de troende, er nådeløn og ikke fortjent (Apologien IV og V).

4. Derfor, Herre Gud, regner jeg det endog for en stor velgerning ikke at have meget af det, som udadtil og i menneskers øjne giver ros og ære; så den, der betragter sin egen fattigdom og ringhed, ikke bliver tynget, bedrøvet eller nedslået deraf, men snarere får trøst og stor glæde. For du, Gud, har udvalgt dig de fattige og ydmyge og dem, som denne verden foragter, til dine fortrolige og husfolk. Det vidner dine apostle selv om, dem du har sat til fyrster over hele jorden. For de levede ulasteligt i verden, så ydmyge og enfoldige, uden al ondskab og svig, at de endog glædede sig over at lide forhånelse for dit navns skyld, og det, som verden afskyr, omfavnede de med stor hengivenhed.

5. Intet bør altså glæde den, der elsker dig og kender dine velgerninger, så meget som din vilje med ham og dit evige råds velbehag. Med det bør han være så tilfreds og trøstet, at han lige så gerne vil være den mindste, som en anden ønsker at være den største; lige så fredfyldt og tilfreds på den nederste plads som på den øverste; og lige så gerne foragtet og ringeagtet, uden navn og ry, som mere æret og større i verden end andre. For din vilje og kærligheden til din ære bør overgå alt og trøste og glæde ham mere end alle de velgerninger, der er givet ham eller skal gives ham.