XXIII. Om fire ting, der bringer stor fred

1. Min søn, nu vil jeg lære dig fredens og den sande friheds vej.

2. Gør, Herre, som du siger; for det er mig kært at høre.

3. Min søn, stræb efter hellere at gøre en andens vilje end din egen. Vælg altid hellere at have mindre end mere. Søg altid den nederste plads, og vær alle underdanig. Ønsk altid og bed om, at Guds vilje helt må ske i dig. Se, et sådant menneske går ind i fredens og hvilens land.

4. Herre, denne korte tale rummer megen fuldkommenhed. Den er kort at sige, men fuld af mening og rig på frugt. For kunne jeg holde den trofast, ville uroen ikke så let opstå i mig. For hver gang jeg føler mig urolig og tynget, finder jeg, at jeg er veget fra denne lære. Men du, som formår alt og altid elsker sjælens fremgang, giv mig mere nåde, så jeg kan opfylde dit ord og fuldføre min frelse. Luthersk note: Thomas tænker her nåden som en kraft, der sætter mennesket i stand til at opfylde Guds ord og dermed fuldføre sin frelse. Luthersk lære siger, at frelsen er fuldbragt af Kristus og gives os i syndernes forladelse ved troen; nåden er først og fremmest Guds gunst for Kristi skyld, og den nye lydighed følger af troen, men fuldfører ikke frelsen (Fil 2,12–13; CA IV og VI; Konkordieformlen IV).

Bøn mod onde tanker

5. «Herre, min Gud, vær ikke langt fra mig; min Gud, se til at hjælpe mig» (Sl 71,12); for tomme tanker og stor frygt har rejst sig i mig og plager min sjæl. Hvordan skal jeg komme uskadt igennem? Hvordan skal jeg bryde dem ned?

6. «Jeg vil gå foran dig,» siger han, «og ydmyge jordens store; jeg vil åbne fængslets dør og åbenbare dig det skjulte og hemmelige» (Es 45,2–3).

7. Gør, Herre, som du siger, og lad alle onde tanker flygte for dit ansigt. Det er mit håb og min eneste trøst: i al trængsel at fly til dig, at sætte min lid til dig, at påkalde dig af mit inderste og tålmodigt vente på din trøst.

Bøn om oplysning af sindet

8. Oplys mig, gode Jesus, med det evige lys' klarhed, og driv alt mørke ud af mit hjertes bolig. Hold mine mange omflakkende tanker i tømme, og knus de fristelser, der trænger sig på med vold. Strid kraftigt for mig, og slå de onde dyr ned – jeg mener de lokkende lyster – så «der kan blive fred i din kraft» (Sl 122,7), og din lovprisnings fylde kan lyde i den hellige hal, det vil sige i den rene samvittighed. Byd vinde og storme; sig til havet: «Vær stille!», sig til nordenvinden: «Blæs ikke!» Så bliver det ganske blikstille.

9. «Send dit lys og din sandhed» (Sl 43,3), så de kan skinne over jorden; for jeg er øde og tom jord, indtil du oplyser mig. Udgyd din nåde ovenfra, overøs mit hjerte med himmelsk nåde, giv andagtens vand til at vande jordens flade, så den kan bære god og herlig frugt. Løft mit sind, der trykkes af syndernes byrde, og drag hele min længsel op mod det himmelske, så jeg, når jeg har smagt den himmelske saligheds sødme, får lede ved at tænke på det jordiske.

10. Riv mig løs og fri mig fra al skabningernes trøst, der ikke varer; for intet skabt formår helt at stille og trøste min længsel. Bind mig til dig med kærlighedens uopløselige bånd; for du alene er nok for den, der elsker, og uden dig er alt kun tant.