XXV. Hvori hjertets faste fred og den sande fremgang består

1. Min søn, jeg har sagt: «Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; ikke som denne verden giver, giver jeg jer» (Joh 14,27). Alle længes efter fred, men ikke alle tager sig af det, der hører til den sande fred. Min fred er hos de ydmyge og de sagtmodige af hjertet; din fred skal være i megen tålmodighed. Hvis du hører mig og følger min røst, kan du nyde megen fred. Hvad skal jeg da gøre, Herre? Giv i alle ting agt på dig selv, på hvad du gør, og hvad du siger, og ret hele din hensigt mod dette ene: at behage mig alene og ikke begære eller søge noget uden for mig. Døm heller ikke overilet om andres ord eller gerninger, og bland dig ikke i ting, der ikke er betroet dig; så kan det ske, at du kun lidt eller sjældent bliver forstyrret.

2. Men aldrig at føle nogen uro og aldrig at lide nogen plage i hjerte eller legeme hører ikke til i denne tid, men i den evige hviles tilstand. Tro derfor ikke, at du har fundet den sande fred, fordi du ikke føler nogen tyngde; heller ikke, at alt er godt, fordi du ingen modstander har; heller ikke, at det er fuldkomment, fordi alt går efter dit ønske. Regn heller ikke dig selv for noget stort, og tro ikke, at du er særligt elsket, fordi du har stor andagt eller sødme; for det er ikke på den slags, at dydens sande elsker kendes, og det er ikke i den slags, at et menneskes fremgang og fuldkommenhed består.

3. Hvori da, Herre? I at ofre dig selv af hele dit hjerte til Guds vilje og ikke søge dit eget, hverken i det små eller i det store, hverken i tiden eller i evigheden, så du med uforandret ansigt bliver ved med at takke i medgang og modgang og vejer alt på samme vægtskål. Hvis du er så stærk og så langmodig i håbet, at du, når den indre trøst tages fra dig, endda gør dit hjerte rede til at bære mere, og ikke retfærdiggør dig selv, som om du ikke burde lide så tunge ting, men giver mig ret i alt, hvad jeg skikker, og lover mit hellige navn, så går du på fredens sande og rette vej, og du kan uden tvivl håbe, at du igen skal se mit ansigt med jubel. Og hvis du når til fuld foragt for dig selv, så vid, at du da skal nyde fred i overflod, så vidt det er muligt, mens du er fremmed her. Luthersk note: Thomas lader her den sande fred og et sikkert håb bero på, at man ofrer sig helt til Guds vilje, bærer modgangen tålmodigt og når til fuld foragt for sig selv. Efter luthersk lære hviler freden med Gud og visheden om nåden ikke på vores egen fremgang, men alene på syndernes forladelse for Kristi skyld, som tages imod ved troen («Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred», Rom 5,1); hengivelse og tålmodighed er troens frugt, ikke grundlaget for freden (Apologien V; CA XX).