XXVI. Om det frie sinds ophøjethed, som ydmyg bøn fortjener mere end flittig læsning

1. Herre, det er et fuldkomment menneskes værk aldrig at lade sindet slippe sin retning mod det himmelske og at gå gennem mange bekymringer som uden bekymring, ikke som en sløv, men med et frit sinds fortrin, så det ikke hænger ved nogen skabning med uordnet kærlighed. Luthersk note: Overskriften siger, at ydmyg bøn «fortjener» (latin meretur) det frie sinds ophøjethed mere end læsning; bag ordet ligger den middelalderlige lære om fortjenstfulde gerninger. Efter luthersk lære er bønnen ikke en fortjeneste, men et svar på Guds befaling og løfte, og alt, hvad Gud giver os, giver han af nåde for Kristi skyld (Den Store Katekismus, om bønnen; Apologien V).

2. Jeg beder dig, min allerkærligste Herre og Gud: bevar mig for dette livs bekymringer, så jeg ikke bliver for indviklet i dem; for legemets mange fornødenheder, så jeg ikke bliver fanget af nydelsen; for alt, hvad der står sjælen i vejen, så jeg ikke bliver knust af modgang og kastet ned. Jeg siger ikke: for de ting, som verdens forfængelighed jager efter af hele sin lyst, men for de elendigheder, som efter den fælles forbandelse over alt dødeligt tynger din tjeners sjæl som straf og holder den tilbage, så den ikke kan gå ind i åndens frihed, så ofte den vil.

3. Min Gud, du usigelige sødme, gør al kødelig trøst bitter for mig, den, der drager mig bort fra kærligheden til det evige og på ond vis lokker mig til sig ved synet af et eller andet nærværende gode, der fryder. Lad ikke, min Gud, lad ikke kød og blod sejre over mig; lad ikke verden og dens korte herlighed bedrage mig; lad ikke Djævelen og hans list fælde mig. Giv mig styrke til at stå imod, tålmodighed til at bære, standhaftighed til at holde ud. Giv mig i stedet for al verdens trøst din Ånds allersødeste salvelse, og udgyd i mig kærligheden til dit navn i stedet for den kødelige kærlighed.

4. Se, mad og drikke, klæder og alt det andet, der hører til legemets opretholdelse, er en byrde for en brændende ånd. Lad mig bruge den slags pleje med måde og ikke blive fanget af overdreven lyst til den. At kaste det alt sammen bort er ikke tilladt, for naturen må opretholdes; men at kræve det overflødige og det, der mest fryder, forbyder den hellige lov, for ellers ville kødet blive overmodigt mod ånden. Midt i alt dette beder jeg: Lad din hånd styre og lære mig, Herre, så intet bliver for meget.