XXVII. At egenkærlighed holder mest tilbage fra det højeste gode

1. Min søn, du må give alt for alt og intet beholde af dig selv. Vid, at kærligheden til dig selv skader dig mere end noget i denne verden. Efter den kærlighed og hengivenhed, du nærer, hænger enhver ting mere eller mindre ved dig. Er din kærlighed ren og enkel og ret ordnet, så skal du ikke være fange af tingene. Begær ikke det, du ikke må have; hav ikke det, der kan hindre dig og berøve dig den indre frihed. Det er forunderligt, at du ikke af dit hjertes inderste grund overgiver dig selv til mig med alt, hvad du kan ønske eller have.

2. Hvorfor fortæres du af tom sorg? Hvorfor trættes du af overflødige bekymringer? Hold dig til min gode vilje, så skal du intet tab lide. Søger du dette eller hint og vil være her eller der for din egen fordels og din egen lysts skyld, så får du aldrig ro og bliver aldrig fri for bekymring; for i enhver ting findes en mangel, og på ethvert sted er der en, der står dig imod.

3. Det, der hjælper, er altså ikke, at en ting vindes eller forøges udadtil, men snarere, at den foragtes og rives op med rode af hjertet. Det skal du ikke kun forstå om penge og rigdom, men også om jagten på ære og lysten til tom ros, som alt sammen forgår med verden. Stedet værner kun lidt, hvis den brændende ånd mangler; og den fred, der søges udefra, varer ikke længe, hvis hjertets tilstand er uden det sande grundlag, det vil sige: hvis du ikke står fast i mig. Du kan flytte dig, men ikke forbedre dig; for når en anledning opstår og gribes, finder du det, du flygtede fra, og mere til.

Bøn om hjertets rensning og om himmelsk visdom

4. Styrk mig, Gud, ved Helligåndens nåde. Giv mig kraft til at blive styrket i det indre menneske og til at tømme mit hjerte for al unyttig bekymring og angst, så jeg ikke drages af mange slags lyster efter nogen ting, hvad enten den er ringe eller kostbar, men ser på alt som forgængeligt og på mig selv som én, der forgår sammen med det; for intet består under solen, og «alt er forfængelighed og åndens plage» (Præd 2,11). Hvor vis er den, der tænker sådan!

5. Giv mig, Herre, himmelsk visdom, så jeg lærer at søge og finde dig over alle ting, smage og elske dig over alle ting og forstå alt andet, som det er, efter din visdoms orden. Giv mig klogskab til at undvige den, der smigrer, og tålmodighed til at bære den, der står mig imod; for det er stor visdom ikke at lade sig bevæge af enhver vind af ord og ikke at låne øre til den onde, smigrende sirene; så går man trygt videre på den vej, man er begyndt på.