XXXI. Om at se bort fra alt skabt, så Skaberen kan findes

1. Min Herre, jeg trænger endnu til større nåde, hvis jeg skal nå derhen, hvor intet menneske og ingen skabning kan hindre mig. For så længe noget holder mig tilbage, kan jeg ikke flyve frit til dig. Han længtes efter at flyve frit, som sagde: «Hvem vil give mig vinger som duens, så jeg kan flyve bort og finde hvile?» (Sl 55,7). Hvad er stillere end det enfoldige øje, og hvad er friere end den, der intet begærer på jorden? Man må derfor gå forbi alt skabt, forlade sig selv fuldkomment og stå i sindets henrykkelse og se, at du, alle tings Skaber, ikke ligner noget af det skabte. Og den, der ikke er løst fra alt skabt, kan ikke frit rette sig mod det guddommelige. Derfor findes der så få, der lever i betragtningen: fordi få forstår helt at skille sig fra de forgængelige skabninger.

2. Hertil kræves stor nåde, som løfter sjælen og drager den op over sig selv. Og er mennesket ikke løftet op over sig selv i ånden, befriet fra alt skabt og helt forenet med Gud, så vejer alt, hvad han ved, og alt, hvad han har, ikke meget, og længe vil han forblive lille. Luthersk note: Thomas taler her om nåden som en kraft, der løfter sjælen op i beskuelsen, så den forenes med Gud ved at løsrive sig fra alt skabt. Efter Skriften er nåden først og fremmest Guds gunst og syndernes forladelse for Kristi skyld, og vi forenes med Gud ved troen på Kristus, som kommer til os i Ordet og sakramenterne, ikke ved sjælens opstigning over sig selv (Rom 5,1–2; CA IV og V; Apologien IV). Og nede bliver den liggende, der regner noget for stort undtagen det ene, umålelige, evige gode. Og alt, hvad der ikke er Gud, er intet og skal regnes for intet. Der er stor forskel på den visdom, en oplyst og from mand har, og den viden, en lærd og flittig gejstlig har. Langt ædlere er den lære, der strømmer ned ovenfra, fra Gud, end den, der møjsommeligt vindes ved menneskets forstand.

3. Mange ønsker sig betragtningen, men gør sig ikke umage for at øve sig i det, der kræves til den. Det er også en stor hindring, at man bliver stående ved tegn og sanselige ting og kun har lidt af den fuldkomne selvfornægtelse. Jeg ved ikke, hvordan det går til, hvilken ånd vi drives af, og hvad vi er ude efter, vi, der gerne vil kaldes åndelige: at vi lægger al vores møje og endnu større omsorg i forgængelige og ringe ting og kun sjældent samler vores sanser helt og tænker på vores indre.

4. Ak, efter en kort stund med samlet sind bryder vi straks ud igen, og vi prøver ikke vores gerninger med en streng undersøgelse. Vi giver ikke agt på, hvor vores tilbøjeligheder ligger, og vi græder ikke over, hvor urent alt vores er. «For alt kød havde fordærvet sin vej» (1 Mos 6,12), og derfor kom den store syndflod. Når altså vores indre tilbøjelighed er fordærvet, må også den gerning, der følger af det, nødvendigvis blive fordærvet og vise, at den indre kraft mangler. Af et rent hjerte udgår et godt livs frugt.

5. Man spørger, hvor meget en mand har udrettet; men af hvor stor dyd han handler, overvejer man ikke så nøje. Man undersøger, om han er stærk, rig, smuk, dygtig, en god skriver, en god sanger eller en god arbejder; men hvor fattig han er i ånden, hvor tålmodig og mild, hvor from og inderlig, det tier mange om. Naturen ser på menneskets ydre, nåden vender sig mod det indre. Den første tager ofte fejl; den anden håber på Gud, så den ikke bliver skuffet.