XXX. Om at bede om Guds hjælp og om tillid til at få nåden igen

1. Min søn, jeg er Herren, «som styrker på trængslens dag» (Nah 1,7). Kom til mig, når det ikke går dig godt. Det, der mest hindrer den himmelske trøst, er, at du så sent vender dig til bønnen. For før du inderligt beder mig, søger du imens mange trøstemidler og kvæger dig i det ydre. Derfor sker det, at alt hjælper dig kun lidt, indtil du indser, at det er mig, der sørger for dem, der håber på mig; og uden for mig er der hverken stærkt eller nyttigt råd og heller ikke noget varigt lægemiddel. Men saml nu nyt mod efter stormen, og kom til kræfter igen i mine barmhjertigheders lys; for jeg er nær, siger Herren, for at genoprette alt, ikke blot helt, men rigeligt og i overflod.

2. «Er noget for vanskeligt for mig?» (Jer 32,27). Eller skal jeg ligne én, der siger og ikke gør? «Hvor er din tro?» (Luk 8,25). Stå fast og hold ud. Vær langmodig og en stærk mand. Trøsten skal komme til dig i sin tid. Vent på mig, vent; jeg vil komme og helbrede dig. Det er en fristelse, der plager dig, og en tom frygt, der skræmmer dig. Hvad nytter bekymringen for det, der måske skal ske, andet end at du får sorg på sorg? «En dag har nok i sin plage» (Matt 6,34). Det er tomt og unyttigt at forurolige sig eller glæde sig over fremtidige ting, som måske aldrig indtræffer.

3. Men det er menneskeligt at lade sig narre af sådanne forestillinger, og det er tegn på et endnu lille sind at lade sig drage så let af fjendens indskydelser. For han er ligeglad med, om han narrer og bedrager med sandt eller falsk, og om han fælder dig ved kærlighed til det nærværende eller ved frygt for det kommende. «Lad derfor ikke dit hjerte forfærdes og ikke være bange» (Joh 14,27); tro på mig, og hav tillid til min barmhjertighed. Når du tror, at du er langt fra mig, er jeg ofte nærmest. Når du tror, at næsten alt er tabt, står ofte en større fortjeneste for døren. Luthersk note: «Fortjeneste» (latin merendi lucrum, gevinst ved at fortjene) forudsætter den middelalderlige lære om, at trængsler, der bæres tålmodigt, fortjener mere nåde og større løn hos Gud. Efter luthersk lære gives nåden og det evige liv uforskyldt for Kristi skyld ved troen; trængsler fortjener ikke retfærdiggørelsen, men Gud har lovet dem, der bærer dem i troen, en løn, som han giver af nåde (Apologien V). Alt er ikke tabt, fordi noget går imod. Du skal ikke dømme efter den øjeblikkelige følelse og ikke klynge dig til en tyngsel, uanset hvorfra den kommer, og tage den, som om alt håb om at komme op var taget bort.

4. Tro ikke, at du er helt forladt, selv om jeg for en tid har ladet en trængsel komme over dig eller endog har taget en trøst, du længtes efter, fra dig; for sådan kommer man til Himmeriget. Og uden tvivl er det bedre for dig og for mine andre tjenere, at I prøves af mange slags modgang, end at I havde alt efter jeres ønske. Jeg kender de skjulte tanker: at det tjener din frelse meget, at du undertiden lades uden smag, for at du ikke skal blive hovmodig, når det går dig godt, og ville behage dig selv i det, du ikke er. Det, jeg har givet, kan jeg tage bort og give igen, når det behager mig. Luthersk note: Det, Gud her tager bort og giver igen, er den følte trøst og andagt, som overskriften kalder «nåden». Efter luthersk lære afhænger Guds nåde i Kristus, syndernes forladelse, ikke af følelsen; den står fast i løftet og tages imod ved troen, også når trøsten ikke mærkes, så samvittigheden kan være vis på, at Gud er nådig (Apologien XII).

5. Når jeg giver, er det mit; når jeg tager det bort, har jeg ikke taget noget, der var dit; for mit er «enhver god gave og enhver fuldkommen gave» (Jak 1,17). Lader jeg tyngde eller anden modgang komme over dig, så bliv ikke harm, og lad ikke dit hjerte synke; for jeg kan hurtigt løfte dig op og forvandle enhver byrde til glæde. Dog er jeg retfærdig og højt at prise, når jeg handler sådan med dig.

6. Hvis du tænker rigtigt og ser på det i sandhed, bør du aldrig blive så nedslået og bedrøvet over modgang, men snarere glæde dig og takke; ja, regne det for din eneste glæde, at jeg ikke skåner dig, når jeg rammer dig med smerter. «Ligesom Faderen har elsket mig, sådan elsker også jeg jer» (Joh 15,9), sagde jeg til mine elskede disciple, som jeg sandelig ikke sendte ud til timelige glæder, men til store kampe; ikke til ære, men til foragt; ikke til lediggang, men til arbejde; ikke til hvile, men til at bære megen frugt i tålmodighed. Husk disse ord, min søn.