XXXII. Om at fornægte sig selv og give afkald på al begærlighed

1. Min søn, du kan ikke eje den fuldkomne frihed, medmindre du helt fornægter dig selv. Bundne er alle, der holder fast på deres eget og elsker sig selv, de begærlige, de nysgerrige, de omflakkende, som altid søger det, der kildrer nysgerrigheden, og det bløde og ikke det, der er Jesu Kristi, men ofte digter og bygger op, hvad der ikke skal bestå. For alt, hvad der ikke er udsprunget af Gud, skal gå til grunde. Hold fast ved dette korte og fuldkomne ord: Giv slip på alt, så skal du finde alt; giv slip på begæret, så skal du finde hvile. Tænk grundigt over det i dit sind, og når du har fuldført det, forstår du alt.

2. Herre, det er ikke en dags arbejde og ikke en leg for små børn; ja, i dette korte ord er al fuldkommenhed for ordensfolk indesluttet. Luthersk note: Thomas skriver til ordensbrødre og forudsætter, at klosterlivet med dets løfter er «fuldkommenhedens stand» og «de fuldkomnes vej». Den lutherske bekendelse lærer, at kristen fuldkommenhed er at frygte Gud af hjertet og tro på ham i ethvert kald, og at klosterløfter hverken fortjener syndernes forladelse eller er en højere stand (CA XXVII; Apologien XXVII). Selvfornægtelsen gælder alle kristne.

3. Min søn, du skal ikke vende dig bort eller straks blive modløs, når du hører om de fuldkomnes vej; snarere skal det kalde dig frem mod det højere, eller i det mindste skal du sukke efter det i længsel. Gid det stod sådan til med dig, og du var nået så vidt, at du ikke elskede dig selv, men rent og helt stod rede til mit vink og til hans, som jeg har sat over dig som far! Luthersk note: «Ham, som jeg har sat over dig som far» er klosterforstanderen; lydigheden mod ham regnes her til fuldkommenhedens vej, men lydighed i klosteret er ikke en særlig gudsdyrkelse, der gør mere fuldkommen end andre kald (CA XXVII). Da ville du behage mig meget, og hele dit liv ville gå hen i glæde og fred. Du har endnu meget at give slip på; og giver du det ikke helt over til mig, får du ikke det, du beder om. Luthersk note: Her gøres Guds gave betinget af, at man først har givet alt fra sig. Efter evangeliet gives nåden frit for Kristi skyld og modtages ved troen; at give slip på sig selv er troens frugt, ikke betingelsen for nåden (CA IV og VI). «Jeg råder dig til at købe guld af mig, lutret i ild, for at du kan blive rig» (Åb 3,18), det vil sige den himmelske visdom, der træder alt lavt under fode. Sæt al jordisk visdom bag dig og alt behag i mennesker og i dig selv.

4. Jeg sagde dig, at du skal købe det ringe for det, der er kostbart og højt blandt mennesker. For den sande himmelske visdom ser ringe og lille ud og næsten glemt; den tænker ikke højt om sig selv og søger ikke at blive gjort stor på jorden. Mange priser den med munden, men står langt fra den med livet; dog er den den kostbare perle, som er skjult for mange.