XXXIII. Om hjertets ustadighed og om at rette sit endelige mål mod Gud

1. Min søn, stol ikke på din følelse, som den er nu; snart skifter den til noget andet. Så længe du lever, er du underlagt foranderligheden, også mod din vilje: snart er du glad, snart bedrøvet, snart i fred, snart urolig, nu from, nu uden andagt, nu ivrig, nu træg, nu tung, nu let. Men den vise, som er vel lært i ånden, står over alt dette foranderlige. Han giver ikke agt på, hvad han føler i sig selv, eller fra hvilken kant ustadighedens vind blæser, men på, at hele hans sinds hensigt må gå fremad mod det rette og bedste mål. For sådan kan han blive ved med at være én og den samme og urokket, når hensigtens enfoldige øje uafbrudt er rettet mod mig gennem så mange skiftende tildragelser.

2. Jo renere hensigtens øje er, desto fastere går man gennem de mange storme. Men hos mange formørkes den rene hensigts øje. For det ser hurtigt hen til noget behageligt, der møder det, og sjældent findes nogen helt fri for den plet at søge sit eget. Sådan kom jøderne engang til Betania, til Martha og Maria, ikke kun for Jesu skyld, men for at se Lazarus (Joh 12,9). Derfor skal hensigtens øje renses, så det bliver enfoldigt og ret og rettes mod mig hen over alt det mangfoldige, der kommer imellem.