XXXIV. At Gud smager sødt for den, der elsker, over alt og i alt

1. Se, min Gud og mit alt! Hvad vil jeg mere, og hvad lykkeligere kan jeg ønske mig? O, du liflige og søde ord – men kun for den, der elsker Ordet, ikke verden eller det, der er i verden (1 Joh 2,15). Min Gud og mit alt! For den, der forstår, er det sagt nok, og for den, der elsker, er det en fryd at gentage det ofte. For når du er nær, er alt en fryd; men når du er borte, bliver alt fadt. Du giver hjertet ro og stor fred og festlig glæde. Du lader os tænke godt om alt og prise dig i alt; intet kan længe behage uden dig, men skal noget være kært og smage godt, må din nåde være til stede og krydre det med din visdoms krydderi.

2. Den, som du smager for, hvad skulle ikke smage ham rigtigt? Og den, som du ikke smager for, hvad skulle rigtigt kunne glæde ham? Men verdens vise og de, der har sans for kødet, kommer til kort i din visdom; for dér findes megen forfængelighed og her døden. Men de, der følger dig ved at foragte det verdslige og døde kødet, kendes som sandt vise, for de føres over fra forfængelighed til sandhed og fra kødet til ånden. For dem smager Gud, og alt det, de finder i skabningerne, henfører de helt til deres Skabers pris. Dog er der forskel, ja stor forskel, på smagen af Skaberen og af skabningen, af evigheden og af tiden, af det uskabte lys og af det oplyste lys.

3. O evige lys, du som overgår alle skabte lys, send dit lyn ned fra det høje, så det gennemtrænger det inderste i mit hjerte. Rens, glæd, oplys og levendegør min ånd med alle dens kræfter, så den kan hænge ved dig i jublende henrykkelse. O, hvornår kommer den salige og længselsfulde time, da du mætter mig med din nærhed og er mig alt i alt? Så længe det ikke er givet mig, bliver glæden ikke fuldkommen. Endnu, ak, lever det gamle menneske i mig; det er ikke helt korsfæstet, ikke fuldkomment død; endnu begærer det stærkt imod ånden (Gal 5,17), fører indre krige og lader ikke sjælens rige være i ro.

4. Men du, «som hersker over havets vælde og stiller dets bølgers brusen» (Sl 89,10), rejs dig og hjælp mig! «Spred de folk, som vil krig» (Sl 68,31); knus dem med din kraft. Vis, beder jeg, dine storværker, og lad din højre hånd blive herliggjort; for jeg har intet andet håb og ingen anden tilflugt end dig, Herre, min Gud.