XL. At mennesket intet godt har af sig selv og ikke må rose sig af noget

1. Herre, «hvad er et menneske, at du kommer det i hu, eller et menneskebarn, at du ser til det?» (Sl 8,5) Hvad har mennesket gjort sig fortjent til, at du skulle give det din nåde? Herre, hvad kan jeg klage over, hvis du forlader mig? Eller hvad kan jeg med rette indvende, hvis du ikke gør, hvad jeg beder om? Dette kan jeg i sandhed tænke og sige: Herre, jeg er intet; jeg har intet godt af mig selv, men jeg kommer til kort i alt og drager altid mod intet. Hvis jeg ikke får hjælp af dig og formes indefra, bliver jeg helt lunken og slap.

2. Men du, Herre, er altid den samme og bliver til evig tid, altid god og retfærdig og hellig; du gør alting godt, retfærdigt og helligt og ordner alt i visdom. Men jeg, som er mere tilbøjelig til at gå tilbage end frem, bliver ikke altid i samme stand, for syv tider skifter over mig. Dog bliver det snart bedre, når det behager dig, og du rækker mig din hjælpende hånd; for du alene kan hjælpe uden menneskers bistand og styrke mig så meget, at mit ansigt ikke mere skifter hid og did, men mit hjerte vender sig til dig alene og finder hvile i dig.

3. Hvis jeg derfor forstod at kaste al menneskelig trøst fra mig, enten for at vinde andagt eller af den nød, der tvinger mig til at søge dig, fordi der ikke er noget menneske, som kan trøste mig, så kunne jeg med rette håbe på din nåde og juble over gaven af ny trøst. Luthersk note: Thomas forudsætter her, at man «med rette» (merito) kan håbe på Guds nåde, når man selv har kastet al menneskelig trøst fra sig, så håbet kommer til at hvile på ens egen forberedelse. Efter luthersk lære hviler håbet om nåden alene på Guds løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, og troen er ikke «mit værk eller min forberedelse» (Apologien IV,48; Konkordieformlen, Solida Declaratio II,7).

4. Tak være dig, fra hvem alt kommer, hver gang det går mig vel. Men jeg er forfængelighed og intet for dit ansigt, et ustadigt og svagt menneske. Hvad kan jeg da rose mig af? Eller hvorfor vil jeg gerne regnes for noget? Mon af intet? Det er det allerforfængeligste. Sandelig, tom ære er en ond pest, den største forfængelighed, for den drager bort fra den sande ære og berøver os den himmelske nåde. For når et menneske behager sig selv, mishager det dig; når det higer efter menneskers ros, mister det de sande dyder.

5. Men den sande ære og den hellige jubel er at rose sig af dig og ikke af sig selv, at glæde sig i dit navn og ikke i egen kraft og ikke at fryde sig over nogen skabning, undtagen for din skyld. Dit navn være lovet, ikke mit; dit værk være prist, ikke mit; dit hellige navn være velsignet, ikke mit; men intet af menneskers ros må tilskrives mig. Du er min ære, du er mit hjertes glæde. I dig vil jeg rose mig og juble hele dagen; men af mig selv vil jeg intet rose mig, «undtagen af min svaghed» (2 Kor 12,5).

6. Lad jøderne søge den ære, som de får af hinanden; jeg vil søge den, som kommer fra Gud alene (Joh 5,44). Al menneskelig ære, al timelig hæder, al verdslig højhed er forfængelighed og dårskab, når den sammenlignes med din evige herlighed. O min sandhed og min barmhjertighed, min Gud, salige Treenighed, dig alene være lov, kraft, ære og herlighed i al evighed.