XLI. Om at foragte al timelig ære

1. Min søn, tag dig det ikke nær, hvis du ser andre blive æret og ophøjet, mens du selv bliver foragtet og ydmyget. Løft dit hjerte op til mig i himlen, så skal menneskers foragt på jorden ikke gøre dig bedrøvet.

2. Herre, vi er blinde og lader os hurtigt forføre af forfængeligheden. Hvis jeg ser rigtigt på mig selv, er der aldrig sket mig uret fra nogen skabning; derfor har jeg heller ikke ret til at klage over dig. Men fordi jeg ofte og svært har syndet imod dig, væbner hele skabningen sig med rette imod mig. Mig tilkommer derfor med rette skam og foragt, men dig lov, ære, kraft og herlighed. Og hvis jeg ikke gør mig rede til gerne at lade mig foragte og forlade af enhver skabning og regne for slet intet, kan jeg ikke få fred og fasthed i mit indre, ikke blive åndeligt oplyst og ikke helt forenes med dig. Luthersk note: Her gøres fred, oplysning og fuld forening med Gud afhængig af, at mennesket først gør sig rede til at lade sig foragte. Efter luthersk lære kan mennesket ikke forberede sig til Guds nåde; det er Helligånden, der ved evangeliet kalder, oplyser og forener os med Gud i troen, og fred med Gud har vi ved Kristus (Rom 5,1; Konkordieformlen, Solida Declaratio II,7; Den Lille Katekismus, 3. trosartikel).