XLII. At man ikke skal sætte sin fred til mennesker

1. Min søn, sætter du din fred til et menneske, fordi du synes om ham eller lever sammen med ham, bliver du ustadig og uden ro. Men holder du dig til den sandhed, som altid lever og bliver, skal det ikke bedrøve dig, når en ven drager bort eller dør. I mig skal kærligheden til din ven have sin grund, og for min skyld skal du elske enhver, som synes dig god og er dig meget kær i dette liv. Uden mig har venskab ingen kraft og varer ikke ved, og den kærlighed er ikke sand og ren, som jeg ikke binder sammen. Du må være så død for sådanne følelser over for de mennesker, du holder af, at du, så vidt det står til dig, ønsker at være uden menneskers selskab. Luthersk note: Thomas skriver ud fra klosterlivets ideal om at trække sig bort fra andre mennesker. Luthersk lære ser ikke tilbagetrækningen som en højere og mere gudvelbehagelig stand; Gud vil, at vi tjener ham i vores kald og i fællesskab med andre mennesker (CA XVI og XXVII). Jo længere et menneske går bort fra al jordisk trøst, des nærmere kommer han Gud. Og jo dybere han stiger ned i sig selv, og jo ringere han bliver i egne øjne, des højere stiger han op til Gud. Luthersk note: Tanken om at komme Gud nærmere ved at gå bort fra det jordiske og stige ned i sig selv hører til middelalderens mystik. Efter luthersk lære kommer vi ikke til Gud ved en indre opstigning; Gud kommer til os i sit ydre ord og i sakramenterne, og ved troen på Kristus har vi adgang til ham (Rom 5,2; De Schmalkaldiske Artikler III,8,3.10).

2. Men den, der tilskriver sig selv noget godt, hindrer Guds nåde i at komme til ham; for Helligåndens nåde søger altid det ydmyge hjerte. Hvis du kunne gøre dig selv helt til intet og tømme dig for al kærlighed til det skabte, så skulle jeg strømme ind i dig med stor nåde. Luthersk note: Her forudsættes den middelalderlige lære, at mennesket ved at gøre sig selv til intet kan forberede sig, så Gud «skulle» (deberem) give det nåde. Luthersk lære afviser, at mennesket kan forberede sig til nåden eller gøre sig modtageligt for den; Gud giver nåden ufortjent ved Ordet for Kristi skyld (Konkordieformlen, Solida Declaratio II,7; Apologien IV,48). Når du ser hen til skabningerne, bliver Skaberens åsyn taget fra dig. Lær i alle ting at overvinde dig selv for Skaberens skyld; så skal du kunne nå frem til at kende Gud. Luthersk note: Også her gøres kendskabet til Gud til frugten af menneskets selvovervindelse; efter luthersk lære kender vi Gud ved hans ord og i Kristus, ikke som løn for vores kamp (Joh 1,18; De Schmalkaldiske Artikler III,8,10). Hvor lidt det end er, så holder det dig tilbage fra det højeste gode og fordærver dig, hvis det elskes og agtes uordnet.