XLIII. Mod forfængelig og verdslig lærdom

1. Min søn, lad dig ikke bevæge af menneskers smukke og spidsfindige ord; for «Guds rige består ikke i ord, men i kraft» (1 Kor 4,20). Læg mærke til mine ord, som tænder hjerterne og oplyser sindene, vækker anger og giver mangfoldig trøst. Læs aldrig noget ord for at synes mere lærd eller vis; men gør dig umage for at døde dine laster, for det vil gavne dig mere end at kende mange vanskelige spørgsmål.

2. Når du har læst og lært meget, må du nå frem til ét udgangspunkt. Jeg er den, «som lærer mennesket kundskab» (Sl 94,10), og jeg giver de små en klarere forståelse, end noget menneske kan lære dem. Den, jeg taler til, bliver snart vis og går meget frem i ånden. Ve dem, der spørger mennesker om mange nysgerrige ting og kun bryder sig lidt om vejen til at tjene mig. Den tid skal komme, da Kristus, mestrenes mester, englenes Herre, skal vise sig for at høre alles lektier og prøve hver enkelts samvittighed; og da skal han «ransage Jerusalem med lygter» (Sef 1,12), og «det, der er skjult i mørket» (1 Kor 4,5), skal komme for lyset, og tungernes argumenter skal tie.

3. Jeg er den, der i et øjeblik løfter det ydmyge sind, så det fatter mere af den evige sandheds grunde, end om nogen havde studeret ti år i skolerne. Jeg lærer uden ordenes larm, uden meningernes forvirring, uden æressyge, uden argumenternes strid. Jeg er den, der lærer at foragte det jordiske, at blive led ved det nærværende, at søge det evige, at smage det evige, at fly æren, at bære forargelserne, at sætte alt sit håb til mig, ikke at begære noget uden for mig og at elske mig brændende over alle ting.

4. For der var en, som ved at elske mig inderligt lærte det guddommelige og talte vidunderlige ting. Han fik mere ud af at forlade alt end af at studere spidsfindigheder. Men til nogle taler jeg om det almindelige, til andre om det særlige; for nogle viser jeg mig mildt i tegn og billeder, for andre åbenbarer jeg mange hemmeligheder i lys. Luthersk note: Thomas regner her med, at Kristus lærer og åbenbarer sig direkte i det indre, i syner og indre lys, ved siden af Skriftens ord. Efter luthersk lære giver Gud ikke sin Ånd eller nåde uden ved det forudgående ydre ord og sakramenterne, og alt, hvad man vil have af Ånden uden ordet, skal prøves på Skriften (De Schmalkaldiske Artikler III,8,3.10). Bøgernes røst er én, men den former ikke alle lige meget; for jeg er sandhedens lærer i det indre, den, der ransager hjertet, forstår tankerne, tilskynder til gerninger og giver hver enkelt, som jeg finder det værdigt.