XLIV. Om ikke at drage de ydre ting til sig

1. Min søn, i mange ting må du være uvidende og regne dig selv som død på jorden og som en, for hvem hele verden er korsfæstet. Meget må du også lade gå forbi med døve ører og hellere tænke på det, der tjener til din fred. Det er nyttigere at vende øjnene bort fra det, der mishager, og lade enhver beholde sin mening, end at hengive sig til stridslystne ord. Står du dig godt med Gud og ser hen til hans dom, vil du lettere kunne bære at være den overvundne.

2. O Herre, hvor langt er vi kommet? Se, et timeligt tab begrædes; for en ringe vinding arbejdes og løbes der, og den åndelige skade går i glemmebogen, og man vender næppe og kun sent tilbage til den. Det, der gavner lidt eller intet, giver man agt på, og det, der er allermest nødvendigt, går man skødesløst forbi; for hele mennesket flyder ud i det ydre, og hvis det ikke snart kommer til besindelse, bliver det gerne liggende i det ydre.