XLV. At man ikke skal tro alle, og om, hvor let man snubler i ord

1. «Giv mig hjælp, Herre, i trængslen, for menneskers frelse er forgæves» (Sl 60,13). Hvor ofte har jeg ikke fundet troskab dér, hvor jeg mente at have den; hvor ofte har jeg også fundet den dér, hvor jeg mindst ventede det. Forgæves er derfor håbet til mennesker; men de retfærdiges frelse er i dig, Gud. Velsignet være du, Herre Gud, i alt, hvad der overgår os. Vi er svage og ustadige, vi bliver hurtigt bedraget og forandret.

2. Hvem er det menneske, der kan vogte sig så varsomt og omsigtsfuldt i alt, at han ikke engang imellem falder i et bedrag eller en rådvildhed? Men den, der stoler på dig, Herre, og søger dig af et enfoldigt hjerte, glider ikke så let. Og falder han i en trængsel, hvor indviklet han end er kommet, skal han hurtigt blive udfriet ved dig eller trøstet af dig; for du forlader ikke den, der håber på dig, indtil enden. Sjælden er den trofaste ven, der holder ud i alle vennens trængsler. Du, Herre, du alene er den allertrofasteste i alt, og uden dig er der ingen anden som du.

3. O, hvor vis var den hellige sjæl, der sagde: «Mit sind er gjort fast og grundlagt i Kristus.» Var det sådan med mig, ville menneskefrygt ikke så let gøre mig urolig, og ordenes pile ville ikke bevæge mig. Hvem kan forudse alt, hvem kan værge sig mod de onde ting, der skal komme? Gør selv det, man har forudset, ofte skade, hvad gør så det uforudsete andet end at ramme hårdt? Men hvorfor har jeg, elendige, ikke sørget bedre for mig selv? Hvorfor har jeg også så let troet andre? Men vi er mennesker og intet andet end skrøbelige mennesker, selv om mange regner os for engle og kalder os det. Hvem skal jeg tro, Herre? Hvem skal jeg tro uden dig? Du er sandheden, som ikke bedrager og ikke kan bedrages. Og på den anden side: «Hvert menneske er en løgner» (Sl 116,11), ustadig og vaklende, mest i ord, så man næppe straks skal tro det, der ved første øjekast lyder rigtigt.

4. Hvor klogt har du ikke advaret os om, at vi skal tage os i agt for menneskene (Matt 10,17), og at «en mands husfolk er hans fjender» (Matt 10,36), og at vi ikke skal tro det, hvis nogen siger: «Se, her! eller: Se, dér!» (Matt 24,23). Jeg er blevet belært af skade – gid det må gøre mig mere varsom og ikke uforstandig. «Vær forsigtig», siger en, «vær forsigtig, behold for dig selv, hvad jeg siger.» Og mens jeg tier og tror, det er skjult, kan han selv ikke tie om det, som han bad mig tie om; straks røber han både mig og sig selv og går sin vej. Beskyt mig, Herre, mod sådanne sladrehanke og uforsigtige mennesker, så jeg ikke falder i deres hænder og aldrig selv gør sådan. Læg et sandt og fast ord i min mund, og hold en listig tunge langt fra mig. Det, jeg ikke selv vil lide, må jeg på alle måder vogte mig for at gøre.

5. O, hvor godt og fredeligt det er at tie om andre, ikke at tro alt uden forskel og ikke uden videre at sprede det, at åbne sig for få, altid at søge dig, som ser hjertet, ikke at lade sig drive omkring af enhver ordenes vind, men at ønske, at alt i det indre og det ydre må ske efter din viljes velbehag. Hvor trygt er det, for at bevare den himmelske nåde, at sky menneskers blikke og ikke at stræbe efter det, der synes at vække beundring udadtil, men med al flid at følge det, der giver bedring af livet og iver. Luthersk note: Thomas taler om nåden som en gave, man selv må bevare ved forsigtighed og flid. Efter luthersk lære er nåden Guds gunst for Kristi skyld, og det er Helligånden, der ved Ordet bevarer os i troen; vores flid er en frugt af nåden, ikke det, der holder den fast (Den Lille Katekismus, 3. trosartikel; Konkordieformlen, Solida Declaratio II,40). Hvor mange har ikke taget skade af, at deres dyd blev kendt og rost for tidligt. Hvor godt har det ikke gavnet, at nåden blev bevaret i stilhed i dette skrøbelige liv, som kaldes lutter fristelse og kamp. Luthersk note: Også her tænkes nåden som noget, man selv bevarer; det er Gud, der ved troen bevarer os (1 Pet 1,5).