XLVI. Om at sætte sin lid til Gud, når ordenes pile rammer en

1. Min søn, stå fast og håb på mig. Hvad er ord andet end ord? De flyver gennem luften, men skader ikke en sten. Er du skyldig, så tænk på, at du gerne vil forbedre dig. Er du dig intet bevidst, så tænk på, at du gerne vil bære dette for Guds skyld. Det er dog ringe nok, at du engang imellem må tåle ord, når du endnu ikke kan tåle hårde slag. Og hvorfor går så små ting dig til hjertet, andet end fordi du endnu er kødelig og agter mere på mennesker, end du bør? For fordi du frygter at blive foragtet, vil du ikke irettesættes for dine forseelser og søger skjul i undskyldningernes skygge.

2. Men se bedre efter i dig selv, så skal du erkende, at verden endnu lever i dig, og den forfængelige lyst til at behage mennesker. For når du skyr at blive ydmyget og gjort til skamme for dine fejl, står det jo fast, at du hverken er sandt ydmyg eller sandt død for verden, og at verden ikke er korsfæstet for dig. Men hør mine ord, så skal du ikke bryde dig om ti tusind menneskers ord. Se, om alt blev sagt imod dig, som ondskaben kan opdigte, hvad ville det skade dig, hvis du lod det gå helt forbi og ikke agtede det mere end et strå? Kunne de så meget som rive ét hår af dig?

3. Men de, der ikke har noget hjerte i det indre og ikke har Gud for øje, lader sig let bevæge af et dadlende ord. Men den, der stoler på mig og ikke vil holde fast ved sin egen dom, skal være fri for frygt for mennesker. For jeg er dommeren, som kender alle hemmeligheder; jeg ved, hvordan sagen gik til; jeg kender både den, der gør uret, og den, der bærer den. Fra mig er dette ord udgået; med min tilladelse er dette sket, «for at mange hjerters tanker skal komme frem i lyset» (Luk 2,35). Jeg vil dømme den skyldige og den uskyldige; men begge har jeg først villet prøve ved en skjult dom.

4. Menneskers vidnesbyrd fejler ofte; min dom er sand, den skal stå og ikke omstødes. For det meste er den skjult og kun for få åbenbar i det enkelte; dog fejler den aldrig og kan ikke fejle, selv om den ikke synes ret i dårers øjne. Til mig må man derfor ty i al dom og ikke støtte sig til sit eget skøn. For den retfærdige lader sig ikke forfærde, hvad der end tilskikkes ham fra Gud (Ordsp 12,21). Og bliver der uretfærdigt sagt noget imod ham, bryder han sig ikke meget om det; men han jubler heller ikke forfængeligt, hvis andre med god grund frikender ham. For han tænker på, at jeg er den, «der ransager hjerter og nyrer» (Sl 7,10), og som ikke dømmer efter ansigtet og menneskers skin. For ofte findes det dadelværdigt i mine øjne, som menneskers dom holder for prisværdigt.

5. Herre Gud, du retfærdige dommer, stærk og tålmodig, du som kender menneskers skrøbelighed og ondskab, vær du min styrke og al min tillid; for min samvittighed er mig ikke nok. Du ved, hvad jeg ikke ved; derfor burde jeg ydmyge mig under al dadel og bære den med sagtmodighed. Tilgiv mig derfor nådigt, så ofte jeg ikke har gjort sådan, og giv mig igen nåde til større tålmod. For din rige barmhjertighed er bedre for mig til at opnå forladelse end min formodede retfærdighed til forsvar for min skjulte samvittighed. «Er jeg mig end intet bevidst, så er jeg dog ikke dermed retfærdiggjort» (1 Kor 4,4); for tager du din barmhjertighed bort, «skal intet levende være retfærdigt for dit åsyn» (Sl 143,2).