XLVII. At alt tungt skal bæres for det evige livs skyld

1. Min søn, lad ikke de byrder, du har påtaget dig for min skyld, knuse dig, og lad ikke trængslerne slå dig helt ned; men lad mit løfte styrke og trøste dig i alt, hvad der sker. Jeg er nok til at lønne dig ud over al måde og alt mål. Du skal ikke slide længe her, og du skal ikke altid tynges af smerter. Vent en lille stund, så skal du se en snarlig ende på dine plager. Der kommer en time, da al møje og uro skal høre op. Lidt og kort er alt, hvad der forgår med tiden.

2. Gør helhjertet det, du gør; arbejd trofast i min vingård; jeg vil være din løn. Skriv, læs, syng, suk, ti, bed, bær modgang som en mand: det evige liv er alle disse kampe værd, ja, større kampe end disse. Luthersk note: Thomas stiller her det evige liv frem som løn for arbejdet i vingården og for kampene, sådan som middelalderens lære om fortjeneste forudsætter. Luthersk lære siger ud fra Skriften, at det evige liv er Guds gave for Kristi skyld, som tages imod ved troen (Rom 6,23); det kaldes en løn, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi Gud af nåde har lovet at gengælde de troendes trængsler og gerninger (Apologien V). Freden skal komme på en dag, som Herren kender (Zak 14,7). Da skal der ikke være dag eller nat som her i tiden, men evigt lys, uendelig klarhed, fast fred og tryg hvile. Da skal du ikke sige: «Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?» (Rom 7,24). Du skal heller ikke råbe: «Ve mig, at min udlændighed varer så længe» (Sl 120,5); for døden skal styrtes, og frelsen skal aldrig svigte; der skal ingen angst være, men salig glæde og et sødt og herligt fællesskab.

3. Åh, om du havde set de helliges evige kroner i himlen og den store herlighed, som de nu fryder sig i, de, som denne verden engang foragtede og nærmest anså for uværdige til at leve – så ville du straks ydmyge dig til jorden og hellere være under alle end over én. Du ville ikke begære dette livs glade dage, men hellere glæde dig over at lide trængsel for Guds skyld, og du ville regne det for den største vinding at blive regnet for intet blandt mennesker.

4. Åh, om du havde smag for dette, og om det gik dig dybt til hjertet, hvordan skulle du så vove at klage blot én gang? Skal ikke alt det møjsommelige bæres for det evige livs skyld? Det er ingen lille ting at vinde eller miste Guds rige. Luthersk note: Guds rige vindes ikke ved at bære det møjsommelige, men gives uforskyldt for Kristi skyld ved troen; trængslerne følger med troens liv, men fortjener ikke riget (Apologien V). Løft derfor dit ansigt mod himlen. Se, jeg og alle mine hellige med mig, som havde en stor kamp i denne verden, de fryder sig nu, de trøstes nu, de er nu trygge, og de hviler nu, og uden ende skal de blive hos mig i min Faders rige.