XLVIII. Om evighedens dag og dette livs trængsler

1. Åh, du salige bolig i staden der oppe! Åh, du evighedens klare dag, som ingen nat formørker, men som den højeste sandhed altid oplyser! En dag, der altid er glad, altid tryg og aldrig skifter til det modsatte. Åh, gid den dag var oprundet, og alt det timelige havde fået ende! Den lyser vel for de hellige i evig, strålende klarhed, men for dem, der er pilgrimme på jorden, kun langt borte og som i et spejl.

2. himlens borgere ved, hvor fuld af glæde den dag er; Evas landflygtige børn sukker over, hvor bitter og trættende denne dag er. Dagene i denne tid er få og onde, fulde af smerte og trængsel. Her besmittes mennesket af mange synder, fanges i mange lidenskaber, bindes af megen frygt, spredes af mange bekymringer og drages hid og did af megen nysgerrighed; det vikles ind i mange forfængeligheder, omgives af mange vildfarelser, nedslides af megen møje, tynges af mange fristelser, svækkes af nydelser og plages af fattigdom.

3. Åh, hvornår skal al denne møje få ende? Hvornår skal jeg befries fra lasternes elendige trældom? Hvornår skal jeg, Herre, kun tænke på dig? Hvornår skal jeg glæde mig fuldt ud i dig? Hvornår skal jeg være i sand frihed uden nogen hindring, uden nogen byrde på sjæl og legeme? Hvornår kommer den faste fred, den urokkelige og trygge fred, freden indadtil og udadtil, freden, der står fast på alle sider? Gode Jesus, hvornår skal jeg stå og se dig? Hvornår skal jeg skue dit riges herlighed? Hvornår skal du være mig alt i alle? Åh, hvornår skal jeg være hos dig i dit rige, som du fra evighed har beredt for dem, du elsker? Jeg er efterladt fattig og landflygtig i et fjendtligt land, hvor der hver dag er krig og de største ulykker.

4. Trøst mig i min udlændighed, lindr min smerte, for al min længsel sukker efter dig. For alt, hvad denne verden byder mig til trøst, er mig kun en byrde. Jeg længes efter at nyde dig inderligt, men jeg kan ikke nå dig. Jeg vil gerne holde mig til det himmelske, men de timelige ting og de lidenskaber, der ikke er dødet, trykker mig ned. Med sindet vil jeg være over alle ting, men mod min vilje tvinges jeg til at være under kødet. Sådan kæmper jeg, ulykkelige menneske, med mig selv og er blevet mig selv til byrde, mens ånden søger opad og kødet nedad.

5. Åh, hvor lider jeg ikke inderst inde, når jeg med sindet beskæftiger mig med det himmelske, og der straks, mens jeg beder, stormer en skare af kødelige fristelser og tanker ind på mig! «Min Gud, vær ikke langt fra mig» (Sl 71,12), og vig ikke i vrede fra din tjener. «Lad dit lyn glimte og spred dem, send dine pile» (Sl 144,6), så alle fjendens blændværker forvirres. Saml alle mine sanser hos dig; lad mig glemme alt det verdslige; giv, at jeg hurtigt kaster lasternes blændværker fra mig og foragter dem. Kom mig til hjælp, du evige Sandhed, så ingen forfængelighed rører mig. Kom, du himmelske sødme, og lad al urenhed fly for dit ansigt. Tilgiv mig også, og vær mig nådig og mild, hver gang jeg i bønnen har noget andet i tankerne end dig. For jeg bekender i sandhed, at jeg plejer at være meget adspredt. Mange gange er jeg nemlig ikke dér, hvor jeg står eller sidder med legemet, men snarere dér, hvor tankerne fører mig hen. Jeg er dér, hvor min tanke er; og hvor min tanke ofte er, dér er det, jeg elsker. Det, som af naturen fryder mig eller af vane behager mig, kommer mig hurtigt i tanke.

6. Derfor har du, den evige Sandhed, sagt det klart: «Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være» (Matt 6,21). Elsker jeg himlen, tænker jeg gerne på det himmelske. Elsker jeg verden, glæder jeg mig med verden over dens lykke og bedrøves over dens modgang. Elsker jeg kødet, forestiller jeg mig meget ofte det, der hører kødet til. Elsker jeg ånden, fryder det mig at tænke på det åndelige. For hvad jeg end elsker, om det taler og hører jeg gerne, og billederne af det tager jeg med mig hjem. Men salig er det menneske, som for din skyld, Herre, giver alle skabninger lov til at gå, som gør vold på sin natur og korsfæster kødets begæringer med åndens glød, så det med en klar samvittighed kan bære en ren bøn frem for dig og blive værdigt til at være med i englenes kor, når alt det jordiske er lukket ude, både udvendigt og indvendigt. Luthersk note: Thomas forudsætter, at mennesket bliver værdigt til at bede rent og til at være med i englenes kor ved at korsfæste kødet og gøre vold på sin natur. Luthersk lære siger, at vi ikke bliver værdige for Gud ved vores selvfornægtelse; bønnen behager Gud, og vi får del i de helliges fællesskab, fordi vi er antaget for Kristi skyld ved troen (Ef 3,12; Hebr 4,16; Apologien IV).